Forbryder udnyttede svage personer

Laza Simonovic, en af Helsingørs mest hærdede kriminelle sigøjnere, blev i går idømt to års fængsel for 43 tilfælde af underslæb, bedrageri, udnyttelse vold, trusler og færdselslovovertrædelser. Det skriver Helsnigør Dagblad i dag.

Efter meget langvarige og afbrudte retsforhandlinger kunne Helsingør Ret i går afslutte sagen mod den 37-årige sigøjner Laza Simonovic fra Helsingør. Det omfangsrige kompleks af anklager mod den notorisk kriminelle mand tog sin begyndelse i 2008, da han blev sigtet for trusler.
Da han igen var på fri fod fortsatte han med at begå berigelseskriminalitet af snart sagt enhver art. Da skyldspørgsmålet blev afgjort i august 2009 blev sagen trukket i langdrag af, at hans forsvarer krævede en mentalundersøgelse af sin klient og af det faktum, at manden fortsatte sine kriminelle handlinger, mens undersøgelsen stod på.
Langsomt men sikkert hobede nye sigtelser mod Laza Simonovic sig op, og da en domsmandsret i går optog sagen til dom, var der ikke færre end 43 sager på anklageskriftet. De handlede blandt andet om et utal af færdselslovovertrædelser, men også om trusler og vold, underslæb og bedrageri.
Den overvejende del af anklagepunkterne kunne han erkende, men selv om mentalundersøgelsen ikke pegede på psykiske lidelser, så hævder han at lide af ludomani, hvilket er egnet til at tro, at den 37-åriges forbrydelser ikke er ansporet af grådighed, men af en besættelse, der hele tiden kræver at han skaffer penge til at finansiere sin spillemani.
Blandt de alvorligste anklager var tre tilfælde af grov udnyttelse af svage og psykisk mindre bemidlede, som Laza Simonovic lokkede til at skrive under på lånedokumenter, købsaftaler, afdragsordninger og lignende for et samlet beløb på op til næsten 400.000 kroner.
Pengene, der kom ud af det, beholdt han selv og varerne solgte han videre, mens de ofre, han havde lokket til at indgå købs- og låneaftalerne, druknede i giroopkrævninger fra banker og finansieringsselskaber.
Mens den 37-årige var på fri fod indlod han sig også på en »bilsalgskarriere«.
I Den Blå Avis, under annonce- overskriften »Laza's Biler«, tilbød han at sælge privatbiler i kommission.
En bilejer i Rungsted lod sig faktisk lokke til at overlade sin BMW til Laza så han kunne sælge den.
Det gjorde Laza også, men bilejeren så aldrig skyggen af de 160.000 kroner, Simonovic fik udbetalt af køberen, lige så lidt som ejeren så skyggen af den bil Laza havde indvilget i at tage som en del af betalingen.
Om domsmandsrettens fællesstraf på to års ubetinget fængsel hjælper på den tilsyneladende uhelbredeligt kriminelle mands løbebane kan der være grund til at tvivle på.
Han har været i konflikt med loven siden sit 15. år, men hans forbryderkarriere begyndte for alvor da han var 18. Simonovic er massivt straffet for berigelseskriminalitet, men har altid genoptaget sine kriminelle aktiviteter så snart han var på fri fod. Laza Simonovic havde da også over 180 dages uafsonet fængsel på »kontoen«, da han blev dømt i går. Foruden dommen, som han modtog, står han også over for et samlet erstatningskrav på godt 670.000 kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik