Forældre: Ja til flere pædagogtimer i skolen

Skole og Forældre håber, at kommunerne ser helhedsskolen som en mulighed for at løfte folkeskolen.

En helhedsskole med flere timer og en længere og mere sammenhængende skoledag bliver omdrejningspunktet i regeringens kommende folkeskolereform.

Et centralt element er et tættere samspil mellem lærere og pædagoger.

Og det er en rigtig god idé, mener Benedikte Ask Skotte, formand for Forældreorganisationen Skole og Forældre.

- Vi har længe set, at det har fungeret i indskolingen. Vi har set, at de kompetencer som lærere og pædagoger har, spiller rigtig godt sammen. Vi har ingen bekymringer i forhold til udspillet, og det må ske i alle klasser, siger hun.

De to grupper af fagfolk har hver deres kompetencer og hver deres tilgang til børn og unge mennesker, og den kombination giver god mening, mener hun.

En rapport fra Rambøll konkluderer, at samarbejdet mellem lærere og pædagoger forbedrer undervisningsmiljøet, giver lærerne mulighed for at fokusere mere på faglighed og bedre mulighed for at integrere børn med indlæringsvanskeligheder.

- Rapporten viser, at vi faktisk kan løfte børnene. Vi håber, at kommunerne ser det som en mulighed for at løfte folkeskolen, siger hun.

Børne- og ungdomsborgmester i København, Anne Vang (S), hilser også udspillet meget velkomment, og hun er sikker på, at der følger penge med regeringens udspil, der rummer store udfordringer.

- Det er dyrt for kommunerne at ansætte flere pædagoger og få flere timer i skolen. Men udspillet er en rigtig god idé, der vil give et stort rygstød til helhedsskolen og det arbejde vi er i gang med i København, siger Anne Vang.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) vil give de enkelte folkeskoler frit lejde til fremover at vælge, om lærere og pædagoger skal undervise side om side.

- Den nye evaluering af skolestartsforsøgene bekræfter, at et velfungerende samarbejde mellem lærere og pædagoger om folkeskolens undervisning gør en positiv forskel, siger hun.

Både pædagogernes landsforbund, Bupl, og Danmarks Lærerforening er ifølge Politiken tilhængere af et tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger - så længe, understreger lærerformand Anders Bondo, skolerne ikke ansætter pædagoger i stedet for lærere, fordi de er billigere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik