For Sussi er tilbud livsvigtigt: Nu forlænges ordning til Hus Forbi-sælgere

Sælgere af Hus Forbi kan hente gratis receptmedicin til sig selv og deres kæledyr på apoteket, og ordningen er nu forlænget for anden gang.

Det vil fortsat være muligt for hjemløse at afhente receptpligtig medicin gratis på landets apoteker.

quote Det ville have den konsekvens, at jeg ville blive meget dårlig og ikke kunne nøjes med min rollator. Jeg ville komme i kørestol i stedet og have mange flere hjerteanfald

Sussi Gerner Knudsen, Hus FOrbi-sælger

Ordningen der blev indført i forbindelse med coronanedlukningen i foråret 2020 er nemlig blevet forlænget endnu engang.

Det oplyser Danmarks Apotekerforening til TV 2 Lorry.

Den gratis ordning for Hus Forbi-sælgerne har været aktiv siden foråret 2020.

Her kom ordningen i stand, da coronapandemien ramte Danmark og mange af sælgerne mistede dele af deres indtægt, fordi de fik sværere ved at sælge Hus Forbi.

Derfor indgik Hus Forbi og Danmarks Apotekerforening i hast en aftale om, at sælgerne gratis kan hente medicin til sig selv og deres kæledyr på apotekerne.

Livsvigtig ordning

En af de sælgere, som er omfattet er tilbuddet, er Sussi Gerner Knudsen.

- Det, som det betyder for mig, er, at jeg ikke skal tænke over, hvor jeg får 3700 kroner (til medicin, red.) fra hver måned, fordi jeg er syg i forvejen og ikke kan sælge så mange aviser, som jeg plejer at gøre, siger hun til TV 2 Lorry.

Hun lider selv af hjertefejl, sklerose, KOL og astma. Og derfor er tilbuddet livsvigtigt.

- Jeg ville slet ikke have råd til at købe min medicin hver måned (uden ordningen, red.), siger hun og fortsætter:

- Det ville have den konsekvens, at jeg ville blive meget dårlig og ikke kunne nøjes med min rollator. Jeg ville komme i kørestol i stedet og have mange flere hjerteanfald.

Ordningen for de hjemløse fungerer på den måde, at sælgerne kan afhente deres medicin på landets apoteker, når de har fremvist deres sælgerkort.

Her udleverer apotekerne medicinen gratis og sender regningen til Hus Forbi.

Og forlængelsen vækker ikke kun glæde hos Hus Forbi-sælgerne. Det gør den også på apotekerne. Det fortæller Lykke Fugl Nymark, der er farmaceut ved Øresunds Apotek.

- Vi er på apotekerne rigtig glade for, at Hus Forbi-ordningen er blevet forlænget, så vi kan bidrage til, at dem, som normalt kan have svært ved at få fat i deres medicin, kan komme herned og være sikre på, at betalingen allerede er ordnet, siger hun.

Med den nye aftale er ordningen indtil videre blevet forlænget frem til og med den 31. maj 2022.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik