Folketinget lemper rejserestriktioner i fire faser

Det bliver muligt for flere at rejse til udlandet uden at skulle gå i isolation, når man kommer hjem igen.

Et bredt flertal i Folketinget har tirsdag aften indgået en aftale om at lempe rejserestriktionerne under coronakrisen.

Det meddeler Justitsministeriet i en pressemeddelelse. Alle partier undtagen Nye Borgerlige er med i aftalen.

Restriktionerne skal lempes i fire faser frem mod forventeligt 26. juni. Fase 1 træder i kraft onsdag 21. april.

En af de store ting i aftalen er, at det skal blive lettere at rejse til udlandet, uden at man behøver at gå i isolation, når man vender hjem.

Det sker blandt andet ved, at det såkaldte incidenstal for at åbne og lukke visse lande og regioner bliver hævet markant. Således bliver det altså muligt at tage til flere lande og regioner uden senere at skulle gå i isolation.

Der bliver mere lempelige regler for eksempelvis erhvervsrejser og for dem, der rejser til en ødegård i Norden.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, glæder sig over aftalen.

- Vi åbner markant i forhold til både at rejse på ferie, men også at få turister ind i landet. Og vi åbner for, at man kan rejse hurtigere og lettere på ferie, hvis man er vaccineret.

- Vi synes stadig, at vægtningen mellem risici og fordele bliver vægtet sundhedsmæssigt forsvarligt. Hvis du er vaccineret, så er der meget, meget lav smitterisiko. Og rejser man fra et gult land uden at være vaccineret, så er risikoen for smitte meget lav.

- Så alt i alt er det en forsvarlig åbning, men samtidig også en, der kan mærkes for en hårdt trængt rejse- og turistbranche, siger han.

Også SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, er tilfreds.

- Det vigtige er, at vi nu har en plan, der er sat datoer på, og at vi følger op undervejs. Så kan vi også nå at reagere, hvis noget er på vej i en skæv retning, samtidig med at det giver en vis forudsigelighed, siger hun i en skriftlig kommentar.

- Vi åbner for flere anerkendelsesværdige formål i første fase, fordi det kan ske forsvarligt. Jeg vil gerne fremhæve, at vi fra 21. april nu giver mulighed for, at familien til en dansk statsborger bosat i udlandet må rejse med denne ind i Danmark igen.

- Det er så trist, når familien ikke kan rejse med til Danmark til en mindehøjtidelighed til en nær, afdød slægtning, blot fordi denne ligger efter begravelsen. Men det kan man fremover, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik