Folk vandrer fortsat mod hovedstaden

Befolkningen i hovedstadsområdet vokser, blandt andet fordi de unge tilflyttere bliver hængende.

I København bygges der - i provinsen rives boliger ned.
 
Boligmarkedet i hovedstadsområdet banker fortsat derudaf, mens boligerne i yderkanterne af Danmark støver til. Det københavnske boligselskab KAB har derfor gyldne dage, mens boligselskaber ude i landet overvejer at rive boliger ned.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at næsten 129.000 danskere valgte at flytte til hovedstadsområdet i løbet af perioden fra kommunesammenlægningen i 2006 til i dag. KAB's administrerende direktør, Jesper Nygård, sidder derfor godt i sin direktørstol.
- Vi bygger historisk meget. Vi har et par tusinde plejeboliger og almene boliger under opførsel i øjeblikket og vi oplever en hovedstad, som i de sidste år har haft en befolkningstilvækst på 1000 mennesker om måneden, siger Jesper Nygård, og fortsætter:
- Fremtidsprognosen forudser jo også, at vi bliver 100.000 flere frem til 2012.
I 2011 havde KAB 22.900 nye søgninger på lejeboliger i hovedstadsområdet. Det var 1000 flere end i 2010.
Udviklingen kommer ikke bag på seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut i Aalborg, Hans Skifter Andersen. Ifølge hans undersøgelser er det det de unges skyld, at provinserne står mere og mere tomme hen.
- Den primære flytning fra land til by består af unge, der skal uddanne sig. De unge forsvinder ind til byen og de kommer ikke tilbage igen, når de først er der. Hvis man så bort fra de unge, så ville boligmarkedet udvikle sig meget normalt, siger Hans Skifter Andersen.
Ifølge ham er det tilbageflytningen, der er gået i stå. For seks til syv år siden var der ikke nogen særlig nettotilflytning til København, men det er boomet indenfor de seneste år. Det skyldes særligt, at de unge, der får børn, ikke flytter ud af byen.
- Det handler nok også om, at de unge ikke kan finde det hus, de ønsker sig ude i provinsen på grund af det belastede boligmarked, vurderer Hans Skifter Andersen.
I dag står der 155.885 boligsøgende på ventelisten i KAB, hvilket er 10.000 flere end ved udgangen af 2010. KAB har cirka 50.000 boliger og er Danmarks største boligselskab.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik