Fødevarekontrol giver Sunset Boulevard kritik for urinstank

Det har fået konsekvenser for fastfoodrestauranten Sunset Boulevard på Hovedbanegården i København, at folk tisser upassende steder, skriver metroXpress.

Fødevarekontrollen har givet restauranten en reprimande, fordi der er blevet konstateret en 'kraftig urinlugt' på den gang under banegården, som fører ind til virksomhedens madlager.

MetroXpress beskrev i januar, hvordan DSB's betalingstoiletter, der blev indført i december i fjor, foranlediger et stigende antal værdigt trængende til at tisse andre steder på Hovedbanegården end på toiletterne.

Torben Lynge Overgaard, salgs- og marketingchef i Sunset Boulevard, siger, at han er blevet oplyst, at problemet opstår, fordi personer på Hovedbanegården urinerer ved døren, der fører ind til gangen mod lageret.
»Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at vi som lejer på Hovedbanegården har den slags problemer, og derfor har vi også bedt vores udlejer gøre noget ved problemet omgående,« siger han og forsikrer, at fødevaresikkerheden ikke på noget tidspunkt har været i fare.

Karen Rønberg, regionschef i DSB-Salg, afviser, at problemet skyldes betalingstoiletter.
»Det er beklageligt, at folk urinerer der, og at der lugter af urin, men det er desværre ikke noget nyt problem,« siger hun og afviser at genindføre gratis toiletadgang.

Hun siger, at det er Banedanmarks ansvar at sørge for, der ikke lugter af urin, fordi de står for at holde Hovedbanegården ren og holde ildelugtende områder rene for urin og stank.
Banedanmarks sektionschef Helle Bøhl-Møller lover, at hun tager affære for at løse problemet, men forklarer samtidig, at det ikke er let at komme problemet til livs.
»Men det er svært. Der er tale om et af de steder i København, hvor der er størst problemer med folk, der urinerer. Det er umuligt at holde konstant opsyn,« siger hun til metroXpress.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik