Det er ALTID en dårlig idé at skide, hvor man spiser. Men det ved fuglene af gode grunde ikke.
Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse nu haveejere til at skrotte foderbrættet. Det kan nemlig gøre fuglene syge, fordi de træder rundt og lægger afføring i de samme korn, som de spiser.
Heller ikke de klassiske mejsekugler, som man kan købe i supermarkederne, er nogen optimal løsning.
Gode råd
De er lavet af en fedtblanding, der svarer til fastfood for fugle, og så er de oven i købet pakket ind i et plastiknet, der er til fare for alle havens dyr, fortæller Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.
- I stedet for foderbrættet og mejsekuglerne bør man gå over til foderautomat, ophængte fedtkogler og æbler udlagt på græsplænen, siger Michael Carlsen.
En foderautomat og de rigtige frø kan anskaffes på trælasten, planteskolen eller endda i supermarkedet, forklarer Michael Carlsen.
Gode råd til brug af foderautomat:
Sådan vælger du de rigtige frø
Hvad angår frø og kerner er der sammenhæng mellem hvilke frø, man fylder i foderautomaten, og hvilke fugle, der kommer og spiser. Frøene kan bestemme, om det er spurve eller mejser, der vil benytte foderautomaten.
- Hampefrø er mest for fugle, der spiser på stedet. Det gælder eksempelvis spurve, finker og stillidser, hvorimod solsikkekerner er for fugle, der generelt vil pendle mellem et skjulested og foderautomaten. Det gælder eksempelvis blåmejser og musvitter, som helst vil spise skjult og i sikkerhed, fortæller Michael Carlsen.
Fordi nogle fugle foretrækker at pendle mellem et skjul og foderautomaten, og andre hellere spiser på stedet, er det også relevant at tænke over, hvor foderautomaten skal placeres.
Spurve er meget opmærksomme på spurvehøgen og vil foretrække en foderautomat, der ikke er placeret langt fra buskadset.
Mejserne flyver derimod gerne til en foderautomat, der er placeret i det åbne, fordi de alligevel pendler mellem et skjul og foderautomaten.