Fodboldballade koster DSB en halv million kroner

Hærværk i forbindelse med søndagens fodboldkamp mellem FC København og Brøndby IF koster DSB en halv million.

Da FC København og Brøndby IF søndag mødtes i Parken i København, måtte politiet gribe ind, da det kom det til masseslagsmål med 200 deltagere.

Men også S-togene måtte holde for, og DSB har nu opgjort skaderne i forbindelse med balladen til omkring en halv million kroner.

- Der blev blandt andet smadret loftsplader og ruder i S-togene, siger Anders Egehus, der er direktør for Operation i DSB, til Ritzau.

- Vi var efterfølgende nødt til at tage fem tog ud af drift, og balladen gav også masser af forsinkelser, fortsætter han.

Søndagens ballade ærgrer DSB-direktøren.

- Vi har et supergodt samarbejde med både politiet og fanklubberne. Det havde vi også i søndags, og så er det ærgerligt, at det alligevel går galt, siger Anders Egehus.

DSB anmelder hærværket til politiet og vil hjælpe i forsøget på at finde frem til hærværksmændene, blandt andet ved hjælp af videoovervågningen fra togene.

Søndagens ballade opstod i forbindelse med, at de over 32.000 tilskuere forlod Parken. FCK-fans væltede et hegn og løb over mod Brøndbyfansene, fortalte vicepolitiinspektør Henrik Møller til Ritzau.

I søndagens løb blev der anholdt godt 20 personer i tilknytning til opgøret. De er blandt andet sigtet for hærværk, fyrværkeri, narkobesiddelse og vold mod betjente.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik