FOA og ekspert: Der mangler kontrol med au pair-bureauer

Stadig flere private bureauer tjener penge på, at skaffe unge udenlandske kvinder til Danmark. Det skriver Avisen.dk.

Au pair-bureauer, der formidler kontakt mellem unge kvinder og værtsfamilier er vokset frem. Men ingen kontrollerer bureauernes rådgivning af danske familier, eller om de behandler pigerne ordentligt.

En ekspert og fagforeningen FOA efterlyser bedre opsyn med de private bureauer, når folketingets partier i den kommende tid forhandler en modernisering af au pair-ordningen.

"Det er problematisk at have private bureauer, som laver business på det her. Det er en statslig ordning, så der burde som minimum være en instans, som fører kontrol. Det her er det rene Klondyke," siger migrationsforsker Helle Stenum, der står bag flere undersøgelser om au pairers arbejdsforhold til Avisen.dk.

De fleste au pairer finder stadig vej til Danmark gennem private kontakter, men flere lader sig rekruttere gennem bureauer.

Et af dem er 'Au Pair Agency Denmark', som i forbindelse med regeringens plan om at ændre au pair-ordningen har markedet sig med flere kontroversielle udmeldinger.

Au Pair Agency Denmark fraråder åbenlyst danske familier at vælge en filippinsk au pair, som ifølge ejer Lina Bale kun tænker på penge og på at blive gravid. Da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) varslede et stop for hjemsendelse af gravide au pair-piger, reagerede bureauet med en bonus-ordning på 10.000 kroner til filippinske au pairer, hvis de ikke bliver gravide.

Ifølge Au Pair Agency Denmark selv har bureauet skaffet over 3.000 unge kvinder til Danmark. Og noget tyder på, at bureauet ikke er det eneste, med den linie.

Ifølge fagforbundet FOA findes der en broget underskov af lignende firmaer.

"Gud og hver mand kan slå sig ned som jobformidlere på det her område, fordi det ikke er anerkendt som egentligt job. Deres forretning forudsætter, at de pleaser værtsfamilien. Derfor bør der der være kontrol med den her type formidling. Det er der i andre lande, men ikke i Danmark," siger forhandlingschef Jakob Bang til Avisen.dk.

Prisen for en dansk familie for at blive 'matchet' med en au pair kan løbe helt op til 5.000 kroner. Problemet er, at bureauerne automatisk vælger værtsfamiliens parti, hvis der opstår en krise i samarbejdet, mener FOA.

Beskæftigelsesministeriet har netop præsenteret 14 forslag til opdatering af au pair-ordningen. Private bureauer er ikke nævnt i udspillet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik