Flyttemand anholdt for hashsmugling

En dansker er anholdt i Sydspanien, hvorfra han er mistænkt for at smugle et halvt ton hash via flyttefirma.

Københavns Politi har været et smut på den spanske solkyst for at hente en dansker, der er mistænkt for medvirken til storstilet hashsmugling til Danmark.

Den 34-årige mand arbejdede for en filial af et jysk flyttefirma, men ifølge politiet misbrugte han flyttebilerne til at smugle det ulovlige stof til hjemlandet.
- Vi fik spansk politi til at anholde ham, og han er nu bragt til København, hvor han bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen.

Sagen er en udløber af den storstilede aktion, politiet gennemførte mod en hashliga i starten af oktober.
Her blev i alt 10 mand og en kvinde fængslet for indsmugling af 907 kilo hash.

En del af hashen fandt politiet, da betjente forstyrrede tre personer i et industrikvarter i Ringsted, mens de var ved at flytte papkasser med hash fra en flyttebil til en kassevogn.
- I den forbindelse sigter vi den anholdte fra Spanien for medvirken til at smugle 523 kilo hash ind, men det er kun starten, for vi forventer, at der er mere, siger Steffen Th. Steffensen.

Ud over de 11 fængslede i sagen i Danmark er yderligere to personer anholdt i Marokko og sidder nu fængslet i det nordafrikanske land.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik