Cathrine Wichmand stiller sig midt i lokalet og bladrer få øjeblikke i bogen, inden hun sætter sig ned og begynder at læse op.
- Vi boller bare. To kroppe frem og tilbage. Og så er der de dage, hvor vi ikke gør. Langt de fleste. Og selv om jeg er træt af at bolle, bliver jeg alligevel skide ked af det, når vi ikke gør. For enden af ethvert intenst kys findes også en potentiel afvisning - og hvad nu, hvis chancen er der?
Cathrine Wichmand er netop udkommet med bogen “Hjertebarn”.
- Helt kort fortalt handler den om at gå igennem fertilitetsbehandling. Det at ønske sig et barn, men hvor vejen ikke er ligetil. Samtidig er det en kærlighedshistorie, siger hun til TV 2 Lorry.
Man opbygger en form for had. Både til sig selv - først og fremmest - min krop virker ikke, men også til den verden omkring, man jo ser lykkes.
Tiden er moden til at rydde tabu af vejen
Vi har sat Cathrine Wichmand og filminstruktøren Cecilie McNair i stævne i Cathrines store, lyse kontor på Frederiksberg.
Til en snak om den tendens i tiden, hvortil begge har leveret dugfriske bidrag. Cathrine med bogen "Hjertebarn". Cecilie med filmen “Ønskebarn".
- Den handler om, hvor langt man er villig til at gå for at få et barn, siger Cecilie McNair.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Det kan være forbundet med stor smerte, skamfuldhed og lavt selvværd, når man af den ene eller anden grund er ufrivilligt barnløs.
Men der er ved at opstå et helt nyt sprog omkring barnløshed og fertilitetsbehandling.
Indenfor kulturen har det året igennem spredt sig som ringe i vandet med bøger, film, foredrag og serier, der på den ene eller anden måde behandler emnet.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
- Tiden er moden. Jeg tror, folk efterhånden har forstået, at det er gud og hvermand. Alle kender én, som har været i behandling, eller hvor det i hvert fald ikke har været lige til at få børn. Og antallet er stigende. Nu er det mere end hvert tiende barn i hver skoleklasse, som sidder der, fordi de er kommet til igennem behandling, siger Cathrine Wichmand.
De grimme og tabubelagte følelser
Både Cathrine og Cecilie er gennem personlige erfaringer - kombineret med samtaler med et utal af kvinder og ikke mindst research til filmen - enige om, hvilke gennemgående følelser, der ofte fylder, når man er ufrivilligt barnløs.
- Jeg tror, at man kan komme derud, hvor det netop handler om så eksistentielle ting som det at få børn, at reproducere sig selv, og det ikke lykkes, og det ikke kan lade sig gøre. Så tror jeg, at man opbygger en form for had. Både til sig selv, men også til den verden omkring, man jo ser lykkes. Det er alle de meget tabubelagte - på mange måder skamfulde og grimme - følelser. Det er jalousi, det er afmagt, det er frustration, siger Cecilie McNair, mens Cathrine Wichmand supplerer:
- Det er jo det samme, vi oplever. Det er håbløshed, det er skam. Det er frygten for, hvordan livet skal være, hvis ikke det bliver, som vi havde forestillet os. Det er tabet af hele den her rolle, man har - også i venindegrupper og i samfundet. Hvem er vi, hvis ikke vi får børn? Hvor står jeg, når jeg ikke er en del af min venindegruppe? Jeg tror, rigtig mange vil opleve, at det er svært at være med i samtalerne, når man er den sidste, som ikke har børn, siger Cathrine.
Jeg kan tage min mor under armen og gå i biografen og se den nyeste film om det at være i fertilitetsbehandling. Og når vi går derfra, kan vi have en samtale om det, vi lige har oplevet.
Flere samler sig mod til at sætte ord på
Stadigt flere danskere har svært ved at få børn, og stadigt flere danskere kommer til verden ved hjælp af kunstig befrugtning.
Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse mener, at de mange bøger, film og serier har en selvforstærkende effekt:
- At høre andre sætte ord på noget, som de har svært ved at sætte ord på, det gør jo, at det lige pludselig bliver en lille smule nemmere. Jeg kan tage min mor under armen og gå i biografen og se den nyeste film om det at være i fertilitetsbehandling. Og når vi går derfra, kan vi have en samtale om det, vi lige har oplevet, siger Helene Cagara, der er psykoterapeut og talsperson for Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Behov for meget mere fokus
Tilbage på kontoret på Frederiksberg er både Cathrine Wichmand og Cecilie McNair enige om særligt én ting; Der er behov for meget mere fokus på emnet.
- Det er noget, der har været relevant længe, og også bliver ved med at være det, siger Cecilie McNair.
- Det er ikke udtømt ved, at der udkommer to bøger eller der udkommer en film, en tv-serie. Det er noget, vi skal tale meget mere om, fordi der er så mange flere facetter af det. Hvordan det påvirker en vennekreds osv., så der er mange flere historier at fortælle inden for det her emne, slutter Cathrine Wichmand.
