Flere strejkende må gå på arbejde

Ganske langsomt bliver der færre og færre strejkende FOA-medlemmer. Allerede i løbet af strejkens første fem dage har lokale FOA-afdelinger rundt om i landet været nødt til at afblæse strejken på afdelinger på sygehuse og plejehjem, erfarer Berlingske Tidende.

En rundringning viser, at i Nordjylland er
fem afdelinger undtaget, i Odense er seks afdelinger undtaget,
mens fire sygehusafdelinger og fire afdelinger på plejehjem er
blevet undtaget i Århus.

Over hele landet har det primært været
medicinske og kræft-afdelinger, der er blevet undtaget for
strejken. Årsagen til at strejken på afdelingerne bliver droppet
er, at det ganske enkelt ikke kan svare sig at etablere et
nødberedskab på afdelingerne, fordi den normale bemanding er den
samme som nødberedskabet.

Kirsten Johansen, formand for FOA i
Odense, er ærgerlig over, at hun har måttet droppe strejken på
flere afdelinger på Odense Universitetshospital. »Jeg synes, det
er uhyggeligt at konstatere, hvor få medlemmer der egentlig kan
komme ud i konflikt.

Skrækscenariet er, at det, der i dag er et
nødberedskab, bliver hverdagen i fremtiden,« siger hun. I Odense
mener Kirsten Johansen ikke, at det umiddelbart bliver
nødvendigt at droppe strejken på flere afdelinger i den kommende
uge.

Det mener til gengæld hendes kollega fra Århus, Kirsten
Normann Andersen, formand for FOA Århus. »Jeg frygter, at vi
bliver nødt til at droppe strejken på flere afdelinger i næste
uge. Der er flere, der virkelig kører på kanten, hvor
medarbejderne ikke kan klare mere.

En enkelt sygemelding, så
vælter læsset, og så må vi afblæse strejken på den pågældende
afdeling,« siger Kirsten Normann Andersen. Ud af FOA Århus'
1.200 medlemmer var det i onsdags kun de 300, der skulle
registreres som strejkende. De øvrige 900 medlemmer indgik i
nødberedskaber.

»Vores medlemmer vil faktisk rigtig gerne
strejke. Og de har indvilget i at arbejde meget mere, end de
plejer for at få nødberedskabet til at fungere. Og alligevel kan
vi ikke dække det.

Det viser, at når vores medlemmer siger, at
de er pressede på arbejdspladserne, så er det fuldstændig
rigtigt. Hvis der ikke engang er fast personale, der kan tage
sig af det mest livsnødvendige, når vi skruer ned på
nødberedskab, så siger det sig selv, at de i dagligdagen er
ualmindelig presset,« siger Kirsten Normann Andersen.

FOAs
forbundsformand, Dennis Kristensen, vurderer, at omkring 20
afdelinger over hele landet er blevet undtaget for konflikt i
løbet af strejkens første fem dage. Men det bekymrer ikke
forbundsformanden, at der er færre strejkende medlemmer. »Det er
selvfølgelig ærgerligt, at strejken bliver mindre omfattende.
Samtidig viser det jo, hvor grotesk det er, når det ikke kan
svare sig at lave et nødberedskab,« siger Dennis Kristensen.

Selv om flere af de strejkende FOA-medlemmer har måttet opgive
at deltage i de planlagte demonstrationer i den kommende uge,
mener formændene ikke, at det kommer til at gå ud over den
generelle kampgejst. »Vores medlemmer vil gerne strejke og vise,
hvordan situationen er på deres arbejdspladser. Derfor kommer
undtagelserne ikke til at betyde noget for gejsten,« mener
Kirsten Normann Andersen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik