Flere solcelleanlæg i hovedstadsområdet kan være fremstillet med kinesisk tvangsarbejde

Otte kommuner og flere offentlige institutioner i hovedstadsområdet har inden for de seneste år købt solcelleanlæg, som kan være fremstillet med brug af tvangsarbejde i Kina.

Mange kommuner i hovedstadsområdet investerer flittigt i nye solcelleanlæg, der skal levere grøn strøm og være med til at nedbringe udledningen af Co2.

Men mange af de offentligt indkøbte solcelleanlæg kommer med en skyggeside.

Som TV 2-programmet Operation X i samarbejde med det undersøgende medie Danwatch torsdag kunne afsløre, så produceres mange solceller af kinesiske virksomheder, der støtter Kinas undertrykkelse af et muslimsk mindretal.

Nu viser en kortlægning, som Operation X og Danwatch har delt med TV 2 Lorry, at en stribe nye, kommunale solcelleanlæg i hovedstadsområdet stammer fra fabrikanter med forbindelser til kontroversielle kinesiske arbejdsprogrammer i provinsen Xinjiang, som ifølge forskere involverer tvangsarbejde og undertrykkelse af uighurerne, der udgør et muslimsk mindretal i området.

Solcelleindkøbene er sket på trods af, at flere af kommunerne har vedtaget politikker, der stiller en række krav om samfundsansvar til dets leverandører – såkaldt CSR – der netop skal forhindre blandt andet tvangsarbejde i produktionskæderne.

- Ikke etisk forsvarligt

For eksempel har Københavns Kommune købt anlæg, hvor solcellerne stammer fra fabrikanterne JA Solar, der ifølge Danwatch og Operation X har dokumenterede aftaler om at købe materialer fra virksomheder i Xinjiang, der bruger tvangsarbejde.

Det samme gælder Roskilde Kommune, der på toppen af Roskilde Badet har solceller fra JA Solar, der kan levere strøm nok til cirka 100 personers årlige forbrug.

Andre kommuner har købt paneler fra fabrikanter som Trina Solar, Risen og Longi, der lige som JA Solar ifølge en rapport fra Sheffield Hallam Universitet i England anvender tvangsarbejde.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Torsdag kunne TV 2 og Danwatch fortælle, at flere solcelleanlæg i Danmark kan være lavet med tvangsarbejde i Kina. (Arkivfoto)
Torsdag kunne TV 2 og Danwatch fortælle, at flere solcelleanlæg i Danmark kan være lavet med tvangsarbejde i Kina. (Arkivfoto)
Foto: Niels Knuth/TV 2 Lorry

Dertil kommer en række offentlige og semioffentlige institutioner, der også har solceller fra de kontroversielle fabrikanter.

For eksempel har Det Kongelige Teater i København placeret et stort solcelleanlæg på toppen af Operaen med paneler fabrikeret af Trina Solar, mens Kriminalforsorgen i Birkerød har købt et anlæg produceret af Longi.

Rune Steenberg er antropolog på Palacky Universitet Olomouc i Tjekkiet, og så er han ekspert i den undertrykkelse, som foregår i Kinas vestlige Xinjiang-provins. Han kritiserer de danske virksomheder, som køber solcellerne.

- Det er ikke etisk forsvarligt, fordi man understøtter firmaer, der slår mønt på undertrykkelsen af et mindretal, siger Rune Steenberg til TV 2.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Kommunale solcelleanlæg med muligt tvangsarbejde

Disse kommuner i hovedstadsområdet har købt solcelleanlæg fra producenter, hvis underleverandører kan have anvendt tvangsarbejde i produktionskæder:


• Roskilde Kommune – to anlæg med en effekt på i alt 113 kW

• Rudersdal Kommune – tre anlæg med en effekt på i alt 66 kW

• Københavns Kommune – fire anlæg med en effekt på i alt 32 kW

• Hvidovre Kommune – et anlæg med en effekt på 30 kW

• Furesø Kommune – to anlæg med en effekt på i alt 21,5 kW

• Gentofte Kommune – et anlæg med en effekt på 36 kW

• Hillerød Kommune – et anlæg med en effekt på 4,5 kW

• Egedal Kommune – et anlæg med en effekt på 3 kW


Derudover har Region Sjælland købt fire anlæg fra fabrikanter med muligt tvangsarbejde. De er placeret i Ringsted og Slagelse og har en effekt på 672 kW i alt.

Vil afkræve dokumentation fra leverandører

I Københavns Kommune forpligter man både via dennes indkøbspolitik og CSR sig til et værdisæt, der skal forhindre tvangsarbejde i leverandørens produktionskæder.

Men her er solcellernes skyggefulde tilblivelse altså glippet i egenkontrollen med leverandørerne.

Nu vil kommunen gå dets fire anlæg med forbindelser til kinesiske arbejdslejre efter i sømmene.

- Københavns Kommune vil bede de pågældende leverandører af solpaneler om at dokumentere, under hvilke vilkår solcellerne er fremstillet, og hvilke procedurer leverandøren har for at menneske- og arbejdstagerrettigheder respekteres hos deres underleverandører, skriver Økonomiforvaltningen i et skriftligt svar.

Københavns Kommune oplyser til TV 2 Lorry, at solcelleanlæggene er blevet vedtaget i såkaldte rammeaftaler i tidsrummet fra 2014 til 2019, hvor politikerne i Borgerrepræsentationen ikke har skullet blåstemple aftalerne.

I Roskilde Kommune, der i anlægget oven på Roskilde Badet har det største blandt hovedstadskommunerne fra en af de problematiske fabrikanter, vil man ligeledes undersøge, hvordan kommunens solceller er blevet produceret.

- Vi tager skarp afstand fra tvangsarbejde og undersøger derfor nu, hvor vores leverandører af solceller får dem produceret. Vi har taget kontakt til leverandørerne af solceller til Roskilde Badet og Cosmos (bibliotek med solceller på taget, red.) og afventer en tilbagemelding, siger Martin Lindgreen, vicekommunaldirektør i Roskilde Kommune.

TV 2 Lorry har rettet henvendelse til Det Kongelige Teater, men her har det ikke været muligt at få en udtalelse om solcelleanlægget oven på Operaen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Solcelleanlægget på toppen af Operaen i København kan ifølge Danwatch og TV 2's kortlægning yde 540 kW, hvilket kan dække omkring 350 gennemsnitsdanskeres elforbrug.
Solcelleanlægget på toppen af Operaen i København kan ifølge Danwatch og TV 2's kortlægning yde 540 kW, hvilket kan dække omkring 350 gennemsnitsdanskeres elforbrug.
Foto: Atle Winther

- Vi har været alt for naive, siger udenrigsministeren

Af Danwatch og TV 2’s undersøgelse fremgår det, at det især er de to store danske energiselskaber Better Energy og European Energy, som får deres solceller fra kinesiske virksomheder, hvis underleverandører bruger kontroversielle kinesiske arbejdsprogrammer i Xinjiang.

Begge virksomheder har hovedsæder i Københavnsområdet. I et interview med TV 2 erkender pressechef i European Energy Thomas Beck Sørensen problematikken.

- Jeg anerkender fuldstændig den risiko, siger han i Operation X-udsendelsen, der blev sendt torsdag.

I kølvandet på afsløringerne har flere partier reageret og krævet garanti for, at offentligt støttede solcelleprojekter ikke kommer til at indeholde materialer lavet ved tvangsarbejde, skriver TV 2.

En af dem er udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

- Det er vigtigt at sige, at virksomheder selv har et ansvar for at se deres værdikæder igennem, siger udenrigsministeren til TV 2.

- Vi har tidligere været alt for naive og ladet produktionen gå ud til dele af verden, hvor grundlæggende rettigheder, miljø- og arbejdsforhold ikke bliver respekteret.

Ordførere fra Radikale Venstre, Enhedslisten og Konservative har ligeledes over for TV 2 krævet handling, så forsyningskæderne til danske solceller renses for tvangsarbejde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik