Flere sikrer sig bag alarmer.

90 pct. af de private kunder hos Danmarks største sikkerhedsfirma betaler for at kunne tilkalde en vagt, selv når de er hjemme. Det erfarer Berlingske Tidende.

Det er ikke længere nok at have en alarm, når man er ude af huset. Stadig
flere danskere vælger at betale mellem 250 og 300 kroner om
måneden for at kunne føle sig trygge, når de sidder i sofaen med
aftenkaffen eller er i gang med en god bog inde i sengen.

Hos
Danmarks største sikkerhedsfirma G4S betaler 90 procent af de
private kunder ekstra for at kunne tilkalde en vagt, hvis de
befinder sig i en truet situation inden for hjemmets fire vægge.
»For to år siden var det kun 25 procent, der ville bruge
alarmen, når de selv befandt sig i boligen,« siger
privatmarkedschef hos G4S, Per Bloch-Frederiksen.

Han forklarer
blandt andet stigningen med de mange indbrudsforsøg og røverier
i hjem, hvor beboerne befinder sig i huset, når gerningsmænd er
trængt ind. »Umiddelbart efter, at de første hjemmerøverier blev
kendt i Danmark, begyndte vores private kunder i stigende grad
at ville have udvidet deres alarmordning.

Den udvikling har
været i gang de seneste par år, og meget tyder på, at den
fortsætter,« siger Per Bloch-Frederiksen. Det skriver Berlingske
Tidende. Alle G4S' privatalarmer har en vagtordning tilknyttet,
så firmaets vagter kan rykke ud, når en føler eller detektor
registrerer indbrudsforsøg.

Men i dag køber stadig flere af
firmaets nye privatkunder en såkaldt tillægsydelse, så de med et
tryk på en fjernbetjening kan tilkalde en vagt. Hos
Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter anbefaler man dog
kun folk at investere i et alarmsystem eller en vagtordning,
hvis de på den ene eller anden måde føler sig udsatte.

»Bor man
i et særlig belastet boligområde eller måske i en kæmpevilla med
Mercedes i carporten og en fræk Mini Cooper ved siden af, kan
der være en idé i at koble sig til en alarmordning eller få
TV-overvågning.

Men der bør være en god grund til det. Derudover
skal man ikke smide sin sunde fornuft overbord, bare fordi man
har købt en dims,« siger vicepolitiinspektør John Radmer. »Hvis
det ringer på døren klokken 23.30, og man ikke venter gæster, så
skal man selvfølgelig ikke åbne.« Det skriver Berlingske
Tidende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik