Flere moskéer har udbredt coronaråd til fredagsbøn

Mindst otte moskéer i og ved hovedstaden har fortalt om coronavirus i deres menigheder efter høje smittetal.

Der har været alarmerende høje smittetal blandt folk med pakistansk baggrund i København, og derfor har moskéerne i og omkring hovedstadsområdet hjulpet med at udbrede viden om coronavirusset.

Det er blandt andet sket til fredagsbøn i mindst otte moskéer, fortæller Tanwir Ahmad. Han er repræsentant i en gruppe, der er nedsat til at hjælpe med at få bragt smitte i den etniske gruppe ned.

- Alle moskéer var meget villige til at påtage sig et ansvar for at hjælpe ved at gå tilbage til deres respektive menigheder og udbrede budskabet om at få nedbragt tallet ved at følge anvisningerne, siger han.

Fik plakater og håndsprit med hjem

Repræsentanter fra moskéerne fik både plakater, oplysningsmateriale og håndsprit med sig hjem efter mødet i kommunen, hvor de blev bedt om hjælp.

Blandt grundene til, at der har været høje smittetal i pakistanske miljøer, kan nævnes, at flere bor tæt sammen, og at en del arbejder i servicefag som eksempelvis taxachauffører.

Den frivillige gruppe, som skal hjælpe med at nedbringe smitten, har navnet Taskforce Covid-19. Det har været et nøgleelement for den at inddrage folk, så de kunne blive en del af løsningen, frem for at udskamme dem.

- Det vi gjorde, var ikke i så høj grad at repetere alle de råd, vi kender om at spritte af og holde afstand, men at få alvoren af det høje smittetal frem, siger Tanwir Ahmad.

Foruden moskéerne har gruppen også formidlet kontakt til forskellige relevante foreninger, og den har lavet en video med en pakistansk kvinde, der er coronasmittet.

Noget af det mest forfærdelige. siger kvinde

Klædt i hospitalstøj, svækket og stakåndet fortæller Faiza, at hun blev bekræftet smittet 1. september. Lige siden har hun været indlagt.

- Det er noget af det mest forfærdelige og skræmmende, man kan gå i gennem. Også fordi det er så uvist det hele. Man ved ikke, hvor det ender. Corona bestemmer, siger hun tydeligt påvirket af situationen.

Videoen er ifølge Tanwir Ahmad set tusindvis af gange, og han oplever, at den gør et indtryk på dem, der ser den.

- I videoen er det en pakistansk pige af kød og blod, som står frem og fortæller, hvilke konsekvenser covid-19 har for hende. Det er meget rørende, siger han.

Forebyggelse blandt unge

Idéen med de videoer og andet, som gruppen har lavet, er at oplyse folk om, at også unge kan blive hårdt ramt af virusset. Og så har de fået konkret viden til, hvordan man skal forholde sig, hvis man eksempelvis skal gå i isolation.

I en periode var det mere end hver fjerde smittede i Københavns Kommune, der havde pakistansk baggrund.

På tre uger er det faldet drastisk, så det nu er omkring tre procent af de nye smittetilfælde, som konstateres blandt gruppen.

- Jeg kan ikke sige, at nedgangen kan tilskrives vores arbejde alene, men vores formål var at skabe øget opmærksomhed, og det er lykkedes, siger Tanwir Ahmad.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik