Flere må sætte udbudsprisen ned for at få solgt lejligheden

Efterspørgslen på ejerlejligheder er faldende. Det kan nu aflæses i nye tal, der bekræfter en stor stigning i andelen af sælgere, der må sætte udbudsprisen ned for at få solgt lejligheden.

På bare et halvt år er antallet af lejligheder, der bliver sat ned i pris for at blive solgt fordoblet.

Det viser nye tal fra Boligsiden.dk.

I slutningen af februar var det således 16 procent af ejerlejlighederne, der blev sat ned i pris, mens andelen ved udgangen af september steg til 30 procent.

- Det er nu næsten hver tredje lejlighed til salg, hvor sælgeren har sat udbudsprisen ned. Det er nogenlunde samme niveau som vi så i 2018 og 2019, hvor andelen svingede mellem 25 og 30 procent, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden i en pressemeddelelse.

Hun peger på en faldende interesse på markedet som årsag til fordoblingen.

quote Det er nu næsten hver tredje lejlighed til salg, hvor sælgeren har sat udbudsprisen ned

Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden

Dermed kan noget altså indikere, at de store prisstigninger, der har været på markedet de seneste par år, er ved at stagnere.

- Efterspørgslen på ejerlejligheder er faldet, og salget har igennem de seneste måneder ligget på niveau med tiden inden corona. Derfor har flere sælgere også indset, at de ikke længere kan få solgt lejligheden til de ekstra høje udbudspriser, og flere vælger at justere prisen i forsøget på at få solgt lejligheden, siger Birgit Daetz.