Flere kommuner er ikke klar til at få store elever tilbage allerede mandag

Det er urealistisk, at skolerne er klar til at modtage eleverne i 6. til 10. klasse efter weekenden - på den ene eller anden måde - lyder det fra tre borgmestre.

Arkiv. Foto: Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen meddelte onsdag, at hun er klar til at sende de store elever tilbage i skole efter den 10. maj, også selvom der måske ikke bliver tale om en fuld skolegang.

TV 2 Lorry har talt med en lille hånduld af de største kommuner i vores sendeområde og her lyder det entydige svar, at man ikke kan nå at være parat til at modtage eleverne i 6. til 10. klasse allerede fra mandag.

- Som kommune er vi glade for, at man begynder at snakke genåbning. Men jeg er lidt forundret over, at der kommer en umelding om, at vi er klar til mandag - det er meget kort frist, siger Karsten Søndergaard (V), der er borgmester i Egedal Kommune.

Læs også Regeringen vil torsdag melde større åbning ud end ventet

Har forventer ikke, de er klar allerede om tre dage , da det vil betyde at byrådet skal træffe en beslutningen i løbet af weekenden, hvilket samtidig vil medføre at ledere og medarbejdere skal arbejde henover Store Bededagsferien.

- Det synes jeg ikke er rimeligt. Min appel er, at vi får nogle dage, og man ikke bare melder ud, at vi er klar mandag, siger Karsten Søndergaard til TV 2 Lorry.

Undervisning i menighedshus

I Roskilde Kommune er ordlyden stort set den samme fra borgmester Tomas Breddam. Han udelukker at få de ældste elever tilbage i skole mandag.

- Det kommer ikke til at ske, siger Tomas Breddam (S).

Han er dog fortrøstningsfuld i forhold til, at eleverne kan starte eventuelt lidt senere på ugen.

- Der skal meget kreativitet og gåpåmod til fra alle parter i det her, men vi skal nok finde en løsning, siger Tomas Breddam.

Læs også Så stor er forskellen på en og to meters afstand på de danske skoler

Heller ikke i Helsingør Kommune er det sandsynligt med en yderligere skoleåbning lige efter Store Bededagsferien.

- Vi skal lige have nogle dage, hvor vi kan komme på plads. De små klasser bruger jo næsten alle lokalerne på skolerne i øjeblikket, siger borgmester Benedikte Kiær (K).

Man har dog allerede gjort sig masser af tanker om, hvor man placere eleverne, for det er ikke kvadratmeter, der mangler.

- Men vi skal have fundet ud af, hvordan vi laver en god undervisningssituation, hvis det foregår i et menighedshus eller på et museeum i stedet for. Der er mange ting, der lige skal gå op i en højere enhed, siger Benedikte Kiær.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik