Flere genbrugspladser skal sikre steder, hvor man bytter gamle sager i stedet for at smide ud

En ny politisk aftale vil sikre, at alle genbrugspladser i fremtiden har områder til direkte genbrug. Mens der i nogle kommuner allerede er direkte genbrug, skal andre kommuner til at etablere det nu.

Det er billigt og miljø- og klimavenligt at aflevere sine gamle ting til direkte genbrug - og selv vælge gammelt istedet for at købe nyt. Foto: Frida Kruse Lind/TV 2 Lorry

Kan en tur i IKEA erstattes med i en tur på genbrugspladsen?

Det kan den måske i Albertslund, hvor man i det såkaldte Drivhuset på kommunens genbrugsplads kan bytte sine gamle genstande til nye brugte ting.

Og det er smart, hvis man som den unge Marcus Gut skal til at flytte hjemmefra.  

Læs også Ny fabrik i Roskilde skal løse dansk problem med genbrugsplast

- Jeg tænkte, det er nemt at få nogle ”gratis” ting så at sige. Når du nu alligevel skal af med noget, så slipper du for at betale for det ude i IKEA, eller hvor man ellers skal finde det, fortæller Marcus Gut til TV 2 Lorry.

Alle genbrugspladser skal have direkte genbrug

I fremtiden skal alle genbrugspladser have et område, hvor man kan aflevere sine ting, som andre bagefter kan få glæde af. Det har politikerne på Christiansborg indgået en aftale om.  

Først og fremmest skal de brugte ting gå videre til eksempelvis borgere og frivillige organisationer. Herefter kan de sælges i kommunale genbrugsbutikker.

Flere kommuner har allerede ligesom Albertslund en form for direkte genbrug.

I Albertslund praktiseres den direkte genbrug som en form for byttemarked i Drivhuset. Her bliver ting som legetøj, glas og kopper og tallerkener byttet. Uden for selve drivhuset kan bøger, træbrædder og gamle møbler frit afhentes.

I Drivhuset i Albertslund kan man bytte sine brugte ting. Foto: Frida Kruse Lind/TV 2 Lorry

Skal etablere nyt område

Mens tingene konstant skifter hænder i Albertslund, så ser det noget anderledes ud i Rødovre.

Her findes endnu ikke et område til direkte genbrug. Det skal der dog snart laves om på, og det glæder Thomas Fries Jørgensen, der er leder af Affald og Genbrug i Rødovre kommune.

- Jeg synes, det er en god ting. Jeg synes, det er den rigtige vej at gå. Vi skal genanvende mere, og direkte genbrug er jo en måde, hvor man kan bruge affaldet på en bedre måde end bare at brænde det af og smide det til genbrug, siger han.

Læs også Det er ikke meget dyrere at bygge bæredygtigt, viser erfaringer fra nybyggerier

Pladsmangel er en af årsagerne til, at der ikke allerede er etableret direkte genbrug på pladsen i Rødovre, fortæller Thomas Fries Jørgensen.

- Vi har sådan set overvejet mange gange at have direkte genbrug, men vores genbrugsplads er ikke så stor rent fysisk, så det har været lidt svært at finde plads. Så derfor har vi prioriteret at få en større genanvendelse ude ved den enkelte husstand.

Der skal nu flyttes om på pladsen for at gøre plads til det nye område.

En af dem, der ser frem til den nye sorteringsmulighed, er flyttemand Lotte Tegne-Madsen.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé. Vi smider mange ting ud, som egentlig sagtens kunne have være brugt igen. Så jeg synes, det er en oplagt idé. Det er meget fornuftigt tiltag. 

Rødovre Kommune har også planer om at bygge en helt ny genbrugsplads, der skal stå klar i 2024. Her skal direkte genbrug også indtænkes, og står det til Thomas Fries Jørgensen, skal mange forskellige typer affald kunne genbruges direkte.

Endnu større ambitioner for direkte genbrug

I Albertslund er det dog ikke alle ting, der bliver afleveret til direkte genbrug, som ender med at få en ny ejer. De mindst eftertragtede ting ender også en gang imellem i skraldespanden, fortæller Drivhusets bestyrer Mirko Mihaljevic.

- Problemet herinde er, at vi godt kunne bruge dobbelt så meget plads. Der kommer så mange ting ind. Og jeg smider så mange ting ud. Så kunne vi få tre gange så meget plads, så ville det være rigtig fint.   

Læs også Hørsholm sorterede mindst - borgmester glæder sig over udspil om endnu mere sortering

Der er dog godt gang i den direkte genbrug i Albertslund, og i fremtiden skal måske endnu flere ting sorteres fra, lyder det fra Albertslunds borgmester Steen Christiansen.

- Det kunne jo være, at vi kommer endnu tættere på det med byggematerialer. Her er det foreløbig nogle meget enkle ting, man kan komme med. Man kunne godt forestille sig, at det blev udvidet. Vi kunne også godt forestille os, at man også godt kunne genbruge de ting, der hører til vores boliger i øvrigt. 

Men allerede nu er der masser af ting at komme efter, hvis man skal flytte hjemmefra, fortæller Marcus Gut, der har fundet både glas, kopper og skåle i Drivhuset.

- Jeg synes faktisk, det er nogle overraskende pæne ting i forhold til, at man bare kommer og giver noget, man overhovedet ikke har brug for mere.  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik