Flaskepost fra Sverige blev sendt i 2003 - nu har Anne-Dorthe fundet afsenderne

Anne-Dorthe Fabricius efterlyste afsenderne af en gammel flaskepost på Facebook. På kort tid lykkedes det med hjælp fra Facebook-brugere at finde frem til de to veninder, der sendte brevet.

- Hej, jag heter Louise. Hoppas att någon får tag på denna post och om du vill så försök att skriva tillbaka genom havet.

Sådan starter det brev, Anne-Dorthe Fabricius' forældre fandt i en flaskepost på Udsholt Strand for mange år siden, og som siden blev hængt op i køkkenet.

Underskriverne af brevet er "Louise och hennes kompis Frida", og brevet er dateret til den 2. februar 2003.

Da Anne-Dorthes forældre siden døde, og huset skulle tømmes, tog Anne-Dorthe brevet med hjem:

- Det kan jeg ikke nænne at smide ud. Jeg må prøve at se, om jeg ikke kan finde ud af et eller andet på et tidspunkt, siger hun til TV 2 Lorry.

Anne-Dorthe Fabricius regnede med, at det ville være som at finde en nål i en høstak.
Anne-Dorthe Fabricius regnede med, at det ville være som at finde en nål i en høstak.
Foto: Privatfoto

Brevet fik lov at ligge i en skuffe i et par år, men for en uge siden kom Anne-Dorthe Fabricius i tanke om det og besluttede sig for at efterlyse afsenderne på Facebook.

- Det var jo som at finde en nål i en høstak, men det var jo et forsøg værd. Efter et halvt døgns tid begyndte det at gå amok, og inden for et døgns tid havde vi fundet de to.


En svensk slægtsforskningsgruppe og en vågen, tidligere kollega

Opslaget var blevet delt i en svensk slægtsforskningsgruppe, og en bekendt af Louise og Frida lagde to og to sammen, da hun så det og taggede Louise på Facebook.

- Da jeg så brevet og håndskriften, var min første reaktion, at det ikke var mig. Men så læste jeg brevet og begyndte at genkende håndskriften, og da jeg ringede og spurgte min far, sagde han, at det var mig, der havde skrevet det, siger Louise Severinsson til TV 2 Lorry.

- Det er for godt til at være sandt. Det er en helt vild oplevelse.

Louise Severinsson er i dag 27 år gammel og bor i Göteborg. Da brevet blev sendt, var hun kun ni år, og idéen til at sende en flaskepost stammede fra en film, hun havde set. 

Louise Severinsson og Frida Källman er stadig veninder den dag i dag.
Louise Severinsson og Frida Källman er stadig veninder den dag i dag.
Foto: Louise Severinsson / Privatfoto

Og selvom hun troede på, at hun ville få svar dengang brevet blev sendt, kommer det i dag bag på hende, at brevet rent faktisk nåede frem til nogle.

- Det er meget hjertevarmende at tænke på, at der er nogen, som har gemt det i så lang tid. Familien, der fandt det, virker rigtig sød, og det er rørende at høre, at de har tænkt på, hvem vi var, og hvordan vi havde det.

Nu skal der et brev den anden vej

Louise Severinsson og Anne-Dorthe Fabricius er blevet venner på Facebook og har skrevet sammen om oplevelsen.

- Hun var jo målløs. Hun kunne ikke fatte, det var rigtigt, siger Anne-Dorthe Fabricius. 

På bagsiden af brevet beder veninderne den der modtager brevet om at hilse familien.
På bagsiden af brevet beder veninderne den der modtager brevet om at hilse familien.
Foto: Anne-Dorthe Fabricius / Privatfoto

Sammen har de har aftalt, at Anne-Dorthe Fabricius skal sende brevet til Louise Severinsson i Göteborg sammen med en ny flaskepost.

- Den slags får man jo ikke lov til at opleve. Jeg har tænkt mig at sætte brevet i en ramme og hænge det op et sted, hvor jeg kan se det, siger Louise Severinsson.

Hverken Anne-Dorthe Fabricius eller Louise Severinsson tror dog på, at man kan være så heldige med en flaskepost to gange, så det næste brev bliver lagt i en flaske og sendt til Göteborg med postvæsnet.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik