Fire såret ved to skyderier i København

I alt fire personer er blevet ramt ved to skudepisoder i København. Skyderierne har dog intet med hinanden at gøre.

Fire personer blev ramt, da skuddene torsdag aften bragede løs på både Nørrebro og Østerbro i København. Ifølge politiet har episoderne dog intet med hinanden at gøre.

I Kroghsgade på Østerbro blev indehaveren af Vinyl Bar mødt af fire hætteklædte mænd, da han kom ud fra baren. Under det efterfølgende tumult blev han ramt af et skud.

- Vi mener umiddelbart, at der var tale om et røveri, der gik galt, siger efterforskningsleder fra Station Amager, Tommy Keil.

Kort forinden var der blevet affyret flere skud i Heimdalsgade på Nørrebro. Her blev to personer ramt. De er bragt til Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet. Desuden fandt politiet to biler med skudhuller i Heimdalsgade.

- Kort efter standsede vi en bil med skudhuller på Østerbro, og de to personer i den blev anholdt, fortæller Tommy Keil.

Senere mødte fire personer op på Rigshospitalet. Den ene var ramt af skud.

- Vi ved ikke om de skulle besøge de andre ofre eller aflevere deres sårede kammerat, men de blev også anholdt, siger Tommy Keil.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik