Fire er fængslet for organiseret hashsalg

Politiet mener, at fire mænd har stået bag organiseret hashhandel, efter et mere end fire timer langt retsmøde ved Retten i Helsingør er fire mænd i alderen 18-25 tirsdag blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Det oplyser vicepolitikommissær Lau Lauritzen til Ritzau.

Mændene er sigtet for besiddelse og videresalg af cirka 20 kilo hash, oplyser politikommissæren.

- Vi har da sager, hvor vi ser større mængder, men vi mener, at der her er tale om organiseret handel med hash, hvor der i rigtig mange tilfælde er blevet solgt små mængder, siger Lau Lauritzen.

I den seneste år har politiet flere steder i landet grebet kampen mod hash-kriminalitet anderledes an end tidligere, hvor man hovedsageligt har koncentreret indsatsen om større mængder hash.

På det seneste har der været eksempler på, at politiet gennem længere tid har overvåget hashsælgere for at kunne bevise, at de indgår i organiseret salg, hvilket i sidste ende betyder en langt strengere straf.

Nordsjællands Politi optrævlede i vinter et narkonetværk kaldet De Brune Bude, hvor hashkøbere bestilte hash via telefonen.

Et par stykker af dem, som stod bag salget er allerede blevet dømt, mens politiet også har haft kontakt til hashkøberne.

Det er blandt andet foregået ved, at 1185 personer har modtaget en sms fra politiet, hvor de er blevet opfordret til at melde sig til politiet.

- I forbindelse med denne sag er vi blevet opmærksomme på, at mange af dem, som tidligere har købt hos De Brune Bude, i stedet har handlet hos blandt andet dem, vi nu har anholdt, fortæller Lau Lauritzen.

Tirsdagens retsmøde i Helsingør foregik for lukkede døre, og Lau Lauritzen vil derfor ikke komme ind på yderligere detaljer om sagen.

Besiddelse af hash er en overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, og i små mængder er det ikke særligt alvorlige straffe, som kommer på tale.

Men når mængderne bliver store, eller der er tale om organiseret salg, bedømmes forbrydelserne efter straffeloven, som kan betyde mange måneders fængsel - eller flere år, hvis mængderne er store nok.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik