Fem nye i Korsvejskirkes menighedsråd

Grundtvigs-listen fik 80 procent af stemmerne i den skandaleramte Korsvejskirken på Amager.

Fem sognebørn har trodset en opsigtvækkende opfordring til at undgå et kampvalg i Korsvejskirken på Amager og stillede tirsdag op til menighedsrådsvalget på Grundtvigs-listen.

Med 450 af de 565 afgivne stemmer tordnede alle fem ind i det nye menighedsråd. svarende til 80 procent af stemmerne.

Den Kirkelige Liste, hvor alle de 12 siddende medlemmer var opstillet, fik 115 stemmer.

Et afstemningsvalg til menighedsrådet er både dyrt og skaber ufred. Derfor er det bedst, at det siddende menighedsråd får lov til at fortsætte uden modkandidater og uden et valg.

Sådan lød argumentationen fra valgbestyrelsesformand i Korsvejskirken i Kastrup, Elinor Wilms Olsen, ved et opstillingsmøde den 6. september.

Hun fik ikke sit kontroversielle ønske opfyldt. Men det betyder ikke, at freden nu er forbi i Korsvejskirken, siger Tom Allan, næstformand i det afgående menighedsråd.

- Nej tværtimod. Nu tror jeg freden er genoprettet. Jeg kender alle kandidaterne fra Grundtvigs-listen som nogle meget fornuftige og behagelige mennesker, så jeg tror bestemt vi får et velfungerende menighedsråd, siger Tom Allan.

Han trådte til som valgbestyrelsesformand, da Elinor Wilms Olsen valgte at trække sig dagen før valget.

I Københavns Stift blev der tirsdag kun afholdt afstemningsvalg i fire af i alt 93 menighedsråd.

Interessen for resultatet i Korsvejskirken er særlig stor på grund af Elinor Wilms Olsen opfordring, som i øvrigt udløste en irettesættelse af biskoppen.

På opstillingsmødet sagde hun blandt andet, at et afstemningsvalg "skaber dårligt arbejdsmiljø i menighedsrådet. Et kampvalg kan absolut ikke anbefales i Korsvejens Sogn på grund af bitre erfaringer".

Den ejendommelige udtalelse skal formentlig ses i sammenhæng med, at menighedsrådet snart skal vælge en ny præst.

I hele Danmark blev der tirsdag aften afholdt afstemning til 87 ud af 1790 menighedsråd. I 2008 var der 149 afstemningsvalg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik