Fem fængslet for drabsforsøg mod rocker

Et brutalt overfald på et prøvemedlem af Bandidos i juli sendte onsdag fem mænd bag tremmer i foreløbig 27 dage. Endnu en mand efterlyses i sagen.

Anklageren gav et high-five-klask til en af efterforskerne, da fem mand og en kvinde onsdag blev stillet foran en dommer i Københavns Byret.
- Vi nåede det, udbrød hun, da det lykkedes at få de seks, der sigtes for drabsforsøg på et medlem af Bandidos, frem til retten i tide.
Byrettens ur havde ellers passeret den magiske grænse på 9:35 med to minutter, da den sidste politipatrulje med hylende sirener kom frem med de anholdte.
De mistænkte blev anholdt tirsdag formiddag og har krav på at blive stillet for en dommer inden for 24 timer. Men hverken dommer eller forsvarer lod sig mærke med, at tidsfristen reelt var overskredet.
Forinden var gået en kaotisk halv time, hvor der til det sidste var tvivl om, hvorvidt de anholdte og alle sagens akter kunne nå frem til retten i tide.
- Der var kaos i fængslet her til morgen, som en politimand udtrykte det.
Og den anspændte stemning inde i retten blev ikke mindre, da et halvt hundrede Bandidos-folk mødte op for at overvære retsmødet.
Dommeren afviste, at hun kunne udelukke de mange rockere af sikkerhedsmæssige hensyn, så politiet måtte i stedet i al hast lægge en ring om retten for at få styr på området.
Da selve grundlovsforhøret gik i gang, blev dørene dog lukket for offentligheden.
De seks anholdte hører i dag til i kredsen omkring Hells Angels, men to af dem har tidligere båret Bandidos' røde og gule vest.
Politiet mistænker dem for at stå bag et drabsforsøg i juli på Lyngbyvej, hvor et prøvemedlem fra Bandidos blev ramt af en bil flere gange og efterfølgende tævet med hammer og baseballbat.
Skaderne var så voldsomme, at kun hurtig lægebehandling sikrede, at manden overlevede.
- Der er ikke tale om et klubanliggende mellem Hells Angels og Bandidos, men ifølge vores opfattelse om uoverensstemmelser efter et indbrud, vurderede politikommissær Knud Hvass fra bandeenheden i Københavns Politi tirsdag.
En syvende mand er eftersøgt i sagen. For at gøre Bandidosrockernes humør endnu værre er der tale om en mand, der tidligere er dømt for at have skudt og dræbt en af klubbens medlemmer i Horsens.
Retsmødet endte med, at kvinden blev løsladt, mens de fem mænd blev fængslet i 27 dage med 13 dage i isolation. De valgte alle at tænke over, om de vil kære fængslingen til landsretten.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik