FDM vil have ens spilleregler for parkeringsselskaber

I dag er det ikke muligt at fratage parkeringsselskaber retten til at uddele bøder, uanset hvordan de optræder. Men det skal der laves om på, mener bilejernes interesseorganisation.

En lang række bilister føler sig snydt af det københavnske parkeringsselskab Parkware. Som vi tidligere har kunnet fortælle, har de uddelt parkeringsafgifter stik imod gældende regler – og angiveligt helt op til to år efter en parkering.

Alligevel kan selskabet fortsætte deres praksis uhindret. Derfor ønsker FDM, at parkeringsselskaber fremover skal autoriseres og leve op til en række krav for at kunne drive deres virksomhed.

- Der er ingen kontrolmyndighed på parkeringsområdet. Alle kan i princippet lave et parkeringsselskab. Det eneste krav er, at du tilmelder dig Parkeringsklagenævnet, siger Dennis Lange, chefkonsulent ved FDM.

Parkeringsklagenævnet blev oprettet i 2018 i et samarbejde mellem parkeringsbranchen, FDM og Forbrugerrådet Tænk.

quote Der er ingen kontrolmyndighed på parkeringsområdet. Alle kan i princippet lave et parkeringsselskab.

Dennis Lange, chefkonsulent, FDM

Her kan bilister få en tredjepart til at vurdere en parkeringsafgift, som de er uenig i. Men nævnet kigger altså kun på enkeltsager, og har ikke kompetencer til yderligere at sanktionere et parkeringsselskab.

- Der er selskaber, man kan mistænke for at lukrere på at få bilister til at betale regninger, de måske ikke burde, fordi de ikke gider bøvlet eller bliver nervøse, siger Dennis Lange.

Med dit kendskab til Parkware, er det så et firma, du mener burde have lov til at udskrive P-bøder?

- Jeg synes i hvert fald, der er mistænkeligt mange sager, som minder om hinanden, og hvor det er et forløb, der i hvert fald ikke er på den rigtige side af loven. Det er naturligvis bekymrende, lyder det fra FDM’s chefkonsulent.

Se TV 2 Lorrys indslag om de ulovlige parkeringsafgifter her

Parkeringsbranchen bakker op

Ønsket om en autorisationsordning møder også opbakning fra Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening.

- Det smitter negativt af på hele branchen, hvis et selskab optræder på en måde, der ikke er i orden. Vi hører af og til om selskaber, der følger andre retningslinjer og kodeks end det, vi i brancheforeningen mener, man bør følge. Så vi støtter meget op om en officiel autorisationsordning af P-selskaber, siger brancheforeningens bestyrelsesformand, Alex Pedersen.

Han vurderer også, at det vil have stor betydning for parkeringsvagterne på gaden, hvis de fremover kan få stemplet som autoriserede.

- Forhåbentlig betyder det, at der kommer en større respekt om det arbejde, de udfører, fordi bilisterne kan være sikre på, det bliver udført på en ordentlig måde.

Brancheforeningen har endnu ikke den endelige opskrift på en autorisationsordning klar, men de ser blandt andet gerne, at alle parkeringsvagter gennemgår den ugelange basisuddannelse for P-vagter, inden de begynder at dele afgifter ud, samt at der er fælles kodeks for udstedelse af afgifter. I dag er der eksempelvis stor forskel på, hvor lang tid selskaberne venter med at udstede parkeringsafgift nummer to, hvis en bil fortsætter med at holde ulovligt parkeret.

Parkeringsselskabernes brancheforening bruger ikke samme metoder som Parkware, understreger formand, Alex Pedersen.
Parkeringsselskabernes brancheforening bruger ikke samme metoder som Parkware, understreger formand, Alex Pedersen.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Lorry

Tager sagen op med transportministeren

Når både bilejernes interesseorganisation, og de der uddeler afgifter til bilejerne, kan blive enige om, at en autorisationsordning er en god idé, ser også både Venstre og Enhedslisten positivt på ønsket.

- Meget tyder på, at der er nogle selskaber, der ”kommer til” at give bilisterne dummebøder. Det vil vi ikke acceptere, og derfor synes jeg, det lyder spændende med en autorisationsordning, siger transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V).

- Det er jo piratmetoder, som visse selskaber benytter sig af, og det påfører selvfølgelig de øvrige parkeringsselskaber en fuldstændig ulige konkurrence. Det duer ikke. Det skal vi have gjort noget ved, siger Henning Hyllested, transportordfører (EL).

quote Meget tyder på, at der er nogle selskaber, der ”kommer til” at give bilisterne dummebøder. Det vil vi ikke acceptere.

Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører (V)

De to vil nu tage sagen op med transportminister Benny Engelbrecht (S). Ministeren skriver til TV 2 Lorry, at han er åben for at se på forslaget.

- Jeg er ikke afvisende over for at drøfte mulighederne for en autorisationsordning, men inden man sætter det store maskineri i gang på grund af en konkret sag, vil jeg anbefale, at de berørte benytter sig af det eksisterende parkeringsklagenævn. Det kunne jo være, at det viser sig, at den anvendte praksis er ulovlig, og man med eksisterende muligheder kan bremse det.

Hvis et parkeringsselskab taber en sag i Parkeringsklagenævnet, pålægges det en bod på 3.500 kroner. Men FDM fastholder behovet for, at der suppleres med en autorisationsordning for at komme alle brodne kar til livs.

- Vi kan jo se i tallene fra Parkeringsklagenævnet, at der i relativt mange af de sager, der er faldet ud til bilistens fordel, er tale om, at selskabet blot har droppet sagen i det øjeblik, at bilisten har indsendt sagen. Så man kan da få mistanken om, at der er nogle selskaber, der spekulerer i, at går den, så går den, siger Dennis Lange.

I alt er 22 parkeringsselskaber tilmeldt Parkeringsklagenævnet. Blot fire af dem er også medlem af brancheforeningen, der til gengæld tæller de to klart største selskaber herhjemme, Apcoa og Q-Park.