FCK tørster fortsat efter nyt blod

Selvom FCK nu har hentet tre nye spillere til klubben, er de kun lige gået i gang, siger sportsdirektøren.

Det bliver et FC København-hold med markante ændringer, der i næste sæson skal forsøge at forsvare mesterskabet og den fornemme indsats i Champions League.
Indtil videre har Zdenek Pospech, Oscar Wendt, Jesper Grønkjær og Mikael Antonsson forladt klubben, mens Johnny Thomsen, Ragnar Sigurdsson og senest norske Christian Grindheim er kommet til.
Men udskiftningen i FC København er langt fra overstået.
- Vi er kun lige gået i gang. Der er jo lang tid til, at transfervinduet lukker igen den 31. august, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen, som primært varsler indkøb frem for salg.
- Vi er nået en bid. Nu har vi haft den afgang, jeg havde regnet med, vi ville have. Men man kan jo aldrig vide, hvad der kommer til at ske.
- Vi startede allerede i vinter, da vi vidste, vi ville komme til at mangle spillere, og nu har vi så hentet yderligere to spillere ind. Men vi er ikke færdige, siger Carsten V. Jensen og fremhæver højre side af banen som det sted, hvor han lige nu søger nyt blod.
- Det er højresiden, vi kigger på, selvom der er spillere, som kan dække de pladser. Vi skal have flere gode alternativer.
Selvom den norske nyerhvervelse i form af 27-årige Christian Grindheim må anses som en oplagt erstatning for William Kvist - der længe er varslet til tyske Stuttgart - ønsker Carsten V. Jensen ikke at forholde sig til anførerens eventuelle afgang.
- Jeg kan sagtens se William og Christian ligge på midtbanen sammen. Det ville da se godt ud, siger han.
- Målsætningen er fortsat, at vi vil komme usvækkede ud af det her transfervindue. Og selvom det er højt sat, er det altså stadig det, vi sigter efter.
Christian Grindheim kommer fra den hollandske klub Heerenveen og har tidligere optrådt for Haugesund og Vålerenga i Norge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik