FCK-komet stjæler billedet i ligalandsholdets storsejr

Andreas Cornelius lavede tre mål, da det danske ligalandshold besejrede Canada 4-0 i Arizona.

Den unge FC København-angriber Andreas Cornelius slog igennem med et brag i efteråret, og han ser ud til at fortsætte stilen i 2013.

Cornelius spillede sig lørdag aften dansk tid langt frem i køen af kandidater til at agere frontløber på Morten Olsens danske landshold i forårets VM-kvalifikationskampe, da han med tre scoringer var den store spiller, da ligalandsholdet vandt 4-0 over Canada.

Kasper Lorentzen afbrød midlertidigt Cornelius' onemanshow med sin 2-0-scoring mod et svagt og uorganiseret canadisk mandskab, der ikke udfordrede de danske superligaspillere mere end højst nødvendigt.

Danmark var to mål foran efter 10 minutters spil, da først Dennis Rommedahl havde lagt op til Cornelius, og Nicolai Jørgensen dernæst havde spillet Lorentzen fri.

Derfra var det kun et spørgsmål om, hvor mange mål, danskerne ville lave, og hvor længe spillerne kunne bevare koncentrationen på cricketanlægget i Tuscon, Arizona.

Morten Olsen havde valgt en blanding af ungdom og rutine med velprøvede kræfter som Rommedahl, Lars Jacobsen og Michael Silberbauer til at styre nyere folk som AGF's venstre back Mikkel Kirkeskov og hans aarhusianske klubkammerat Casper Sloth.

Specielt Kirkeskov, der var lidt af en overraskelse i truppen, slap fint fra sin ligalandsholdsdebut med en ihærdig indsats langs venstre sidelinje og et godt oplæg til Andreas Cornelius' tredje scoring.

Som ventet faldt intensiteten noget i anden halvleg, da kampen forlængst var afgjort, og de to hold indledte et orgie af udskiftninger.

Men resultatet fejler ikke noget set med danske øjne, og spillerne fik en positiv oplevelse, de kan tage med til næste opgør, der er mod Mexico. Den kamp spilles natten mellem onsdag og torsdag dansk tid.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik