FC København spolerer Auris Brøndby-debut

Kriseramte Brøndby er ude af den danske pokalturnering efter 0-3-nederlag til FC København i 1/8-finalen.

Auri Skarbalius kunne have sikret sig et drømmeafsæt i sin debut som Brøndby-cheftræner foran klubbens eget hjemmebanepublikum.
Men ærkerivalen FC København ødelagde den mulighed ved at sejre med overbevisende 3-0 i pokalturneringens 1/8-finale.
Dermed er Brøndby færdig i pokalen og kan formentlig se langt efter et europæisk eventyr i næste sæson, da klubben blot er nummer 10 i Superligaen.
Den danske nyklassiker har de seneste år mistet noget af sin værdi, men op til torsdagens derby var der bagt ekstra meget op til kampen efter mandagens fyring af Brøndby-træner Henrik Jensen.
Auri Skarbalius har foreløbig kun frem til nytår til at bevise sit værd som cheftræner, så nederlaget var en skidt begyndelse for litaueren, som havde sine velmagtsdage i 1990'erne som back for Brøndby.
Første halvleg var en åben affære, hvor begge mandskaber forsøgte at sætte sig på midtbanen. Det lykkedes bedst for FCK, som afgjorde kampen i første halvegs slutfase.
Den udskældte midtbanespiller Pape Pate Diouf bragte FCK foran otte minutter før pausen. Senegaleseren vendte flot rundt og trykkede bolden op i nettaget via overliggeren efter et hjørnespark.
Kort efter var det landsmanden Dame N'Doyes tur til at drive gæk med et svagt Brøndby-forsvar. Den tændte og velspillende FCK-angriber moste sig helt fri foran mål og fordoblede føringen med et fladt spark.
Det var en kold dukkert for Auri og Brøndby, som også havde deres sporadiske, men mere tilfældige chancer.
Kort inde i anden halvleg øgede dagens FCK-anfører Sølvi Ottesen til 3-0, da den islandske forsvarsspiller steg flot til vejrs efter endnu et farligt FCK-hjørnespark.
FCK-træner Roland Nilsson stod for en sjælden gangs skyld ude i sit lille firkantede trænerfelt og dirigerede i hele kampen, og svenskeren havde da også al mulig grund til at være oppe på tæerne.
Superligaens førerhold havde op til kampen ikke vundet i de seneste fem kampe - den værste FCK-stime i over tre år - så der var også begyndende krisetegn i hovedstadsklubben.
Det er dog intet at sammenligne med de kolossale problemer, som fortsat vokser sig større og større på vestegnen.
Brøndby manglede et tydeligt spilkoncept, og holdet evner alt for sjældent at udnytte landsholdsprofilerne Dennis Rommedahl og Michael Krohn-Dehli på kanterne.
Der er nok at arbejde med for Auri i den resterende del af året, og der kan i bagklogskabens klare lys stilles spørgsmålstegn ved, om timingen af en trænerrokade var den rigtige få dage før et opgør mod FCK.
Kun Brøndby og Auri selv kan modbevise kritikerne og sende klubben ud af det øjeblikkelige dødvande.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik