FC København siger farvel til fire spillere i Parken

Lars Jacobsen, Christian Bolanos, Georg Margreitter og Daniel Braaten siger søndag farvel i Parken.

Efter en skuffende sæson uden titler har FC København annonceret, at klubben vil vise handlekraft i det kommende transfervindue. I forbindelse med søndagens afsluttende kamp mod OB siger fire spillere farvel i Parken.

Det drejer sig om den danske landsholdsspiller Lars Jacobsen, costaricaneren Christian Bolanos, østrigske Georg Margreitter og Daniel Braaten fra Norge.

Det har længe været kendt, at Jacobsen og Bolanos forlader klubben, men det fremgår af klubbens hjemmeside, at Margreitter og Braaten heller ikke får deres kontrakter forlænget.

Margreitter har været i FCK på en lejekontrakt, men rejser nu tilbage til sin engelske klub Wolverhampton. Østrigeren kommer ikke mere i kamp for FCK, da han afsoner karantæne i den sidste spillerunde. De tre øvrige er alle med i Ståle Solbakkens trup.

I søndagens kamp mod OB bliver det afgjort, hvorvidt FCK skal have sølv, bronze eller slet ingen medalje. Skal andenpladsen realiseres, skal FCK selv slå OB, mens FC Midtjylland taber ude til Sønderjyske.

Holdene kan nå pointlighed, hvis FCM spiller uafgjort, men så skal FCK vinde sin kamp med mindst 10 overskydende mål for at overhale midtjyderne.

Taber københavnerne derimod, kan Brøndby sende FCK ned på fjerdepladsen i tilfælde af en udesejr i Farum.

Hele søndagens superligaprogram begynder klokken 17.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik