Familie får nedslag på regning i sag om lægefejl

Fredag skulle familien Tæbring fra Roskilde have betalt regningen efter en 13 år lang sag om de lægefejl, som deres tvillingedrenge i 1997 blev udsat for.

Sagen endte i Østre Landsret med, at de to svært handikappede drenge mistede en millionerstatning, og forældrene skulle betale sagsomkostninger på 205.000 kr., efter at retshjælpsforsikringen havde dækket sin del.

Men efter at Politiken havde omtalt sagen torsdag, valgte Købstædernes Forsikring, der havde trukket familien ind i retssagen for at få nedsat erstatningen til drengene, at eftergive familien betalingen for sagsomkostninger til forsikringsselskabets advokat. Et nedslag på 110.000 kr.

»Vi er uenige med tvillingernes forældre, men vi vil ikke være skyld i, at de står tilbage med en gæld. Det er en almindelig medmenneskelig handling«, siger Lars Østenfjeld, der er direktør i Købstædernes Forsikring, til Politiken.

Moderen til de to tvillinger, Dorte Tæbring, fik nyheden, da hun i går eftermiddag blev interviewet om sagen af TV 2/Lorry. Købstædernes Forsikring havde sendt en mail til tv-stationen om, at »familiens andel af disse omkostninger ikke vil blive krævet betalt af Købstædernes Forsikring«.

Men det var nu ikke frygten for dårlig reklame, der fik forsikringsselskabet til at træffe den beslutning, siger direktøren.
»Vi vil gerne behandle folk på en pæn og reel måde«, siger Lars Østenfjeld.

Beslutningen betyder, at Dorte og Peter Tæbring ikke skal betale 205.000 kr. i sagsomkostninger, men kun 95.000, som skal dække omkostninger til deres egen advokat, Patientskadeankenævnets advokat og diverse retsafgifter.

»Jeg siger tak til Politiken, men jeg takker ikke forsikringsselskabet«, siger Dorte Tæbring til Politiken. »Jeg synes stadig, det er usympatisk at trække os gennem en så langvarig sag«.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik