18-årig fængslet: Mistænkt for at optræde som falsk politimand og stjæle fra ældre

Nordsjællands Politi har fængslet en 18-årig mand, som man formoder har optrådt som falsk politibetjent for at franarre penge fra ældre mennesker.

Nordsjællands Politi har torsdag varetægtsfængslet en 18-årig mand og sigtet ham for at udgive sig for at være politibetjent.

På den måde formodes den 18-årige at have fået en ældre mand fra Virum til at udlevere sine NemID-oplysninger. Han er over de seneste seks måneder blevet franarret et pengebeløb på over en million kroner.

Efterforskningen er sat igang, fordi Nordsjællands Politi i den seneste uge har modtaget flere uafhængige anmeldelser om telefonopkald fra en mand, der har udgivet sig for at være politibetjent. 

Manden har i disse telefonopkald fortalt, at han som led i en efterforskning om økonomisk kriminalitet havde brug for at få oplyst borgernes personlige informationer - blandt andet NemID-oplysninger.

Manden, der blev anholdt onsdag blev varetægtsfængslet, fordi han er tidligere dømt for lignende forhold. Derudover formoder politiet, at der er en medgerningsmand på fri fod, oplyser Nordsjællands Politi torsdag.

Erkender sig skyldig

Anklager Jacob Dreist fortæller, at den 18-årige erkendte sig skyldig i sigtelsen i sagens hovedforhold.

Manden er også sigtet for et andet forhold, som blot beløber sig til nogle få tusinde kroner. Her har manden erkendt de faktiske omstændigheder.

Jacob Dreist oplyser desuden, at manden valgte at acceptere rettens afgørelse om fængsling.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre, og anklageren må derfor ikke give yderligere oplysninger om, hvad der blev fremlagt i retten.

Grebet på fersk gerning

Onsdag blev den 18-årige formodede gerningsmand grebet på fersk gerning, mens han befandt sig hos den ældre mand i Virum.

Den 18-årige formodede gerningsmand blev omgående anholdt.

- Jeg er meget tilfreds med, at vores efterforskning har været så effektiv, og at det på kort tid er lykkedes os at foretage anholdelse i sagen, så vi kan få stoppet den formodede gerningsmand i at udføre den her form for bedrageri, som jeg vil betegne som værende af grov karakter. Ifølge vores oplysninger har den formodede gerningsmand også forsøgt sig flere andre steder de seneste dage, så vi har en formodning om, at flere tilfælde af bedrageri enten allerede har eller kunne have fundet sted, hvis ikke vi havde fundet frem til den nu anholdte, fortæller Henrik Sejer, der er politikommissær i Nordsjællands Politi.

En afhøring af den ældre mand samt beviser fundet på adressen har vist, at den 18-årige formodede gerningsmand i det seneste halve år har besøgt den ældre mand ugentligt, hvor han udgav sig for at være politibetjent.

Måske flere forurettede i sagen

Den ældre mand har givet den 18-årige formodede gerningsmand adgang til sine oplysninger og computer, og den foreløbige efterforskning viser, at han har overført mere end en million kroner fra den ældre mands konto. 

- Grundet de seneste døgns anmeldelser samt det faktum, at den formodede gerningsmand tidligere er dømt for lignende forhold, har vi en antagelse om, at der kan være flere forurettede med tilsvarende oplevelser, som vi endnu ikke har hørt fra. For at få belyst sagen i videst muligt omfang opfordrer vi derfor til, at borgere, som for nylig enten selv er blevet udsat for noget lignende, eller som er pårørende til ældre borgere, hvor der er mistanke om, at de kan være blevet bedraget, kontakter os.  Det ser nemlig ud til, at den formodede gerningsmand især har forsøgt at bedrage ældre borgere, afslutter Henrik Sejer.

Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik