Falck tilbyder nu lynhurtige corona-tests med svar efter 15 minutter

For små 300 kroner kan borgere få foretaget en coronaprøve, som giver svar efter 15 minutter hos Falck. Ekspert advarer dog om, at prøven ikke kan stå alene.

Falck kaster sig ind i markedet for coronatests og tilbyder nu private borgere prøver med svar efter 15 minutter.

Tjenesten har etableret seks testcentre – heraf to i hovedstadsområdet, Hvidovre og Københavns Lufthavn – hvor borgere kan møde op uden tidsbestilling eller henvisning fra læge og for 299 kroner kan få foretaget en coronatest, hvor man ulig i det offentlige testsystem får svar efter et kvarter. Teststederne åbner i dag, mandag.

- Vi ved hvor vigtigt det kan være af forskellige årsager, at man som privatperson kan testes hurtigt og uden ventetid. Derfor har vi set frem til at åbne vores testcentre i dag, så vi kan hjælpe de danskere, der har brug for en hurtig og sikker afklaring, siger Martin Betzer, kvalitetschef i Falck Danmark.

Testen er en såkaldt antigentest, der tages ved næsepodning, og viser, om en person er positiv med coronavirus i kroppen her og nu. Ifølge Falck er en positiv prøve 98 procent sikker, mens en negativ prøve er 99 procent sikker.

Tests skal testes grundigere

Men ifølge Lone Simonsen, som er professor og epidemiolog på RUC, kan testen dog ikke stå alene. Hun kalder de nye tests med hurtige svar for ”en spændende idé med stort potentiale".

- Men problemet er, at vi er nødt til at vide mere om, hvor gode og præcise de her tests egentlig er. Det mangler at blive undersøgt ordentligt. Får man derfor et positivt prøvesvar, skal man derfor stadig forbi det offentliges testsystem for at sikre, at det ikke er en falsk positiv, siger Lone Simonsen til TV 2 Lorry.

Hun påpeger, at antigentestene er mindre følsomme end PCR-testene, som man bruger i det offentlige system.

- Indtil de her antigentests er blevet testet grundigere, ser jeg det mere som en screeningtest. Men det har et potentiale, for eksempel på arbejdspladser, hvor det giver et hurtigt svar og kan forhindre smittekæder, siger Lone Simonsen.

Et eksempel på, hvordan en antigentest kan se ud. Fotoet her viser ikke nødvendigvis den samme antigentest, som Falck anvender.
Et eksempel på, hvordan en antigentest kan se ud. Fotoet her viser ikke nødvendigvis den samme antigentest, som Falck anvender.
Foto: Lisi Niesner/Reuters/Ritzau Scanpix

Et supplement til offentligt testsystem

Selv påpeger Falck, at testen skal ses som et supplement til den offentlige teststrategi.

- Vi følger naturligvis sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinjer og koordinerer vores indsats i forhold til den offentlige teststrategi og indrapporterer testresultaterne til myndighederne med henblik på smitteopsporing, siger Martin Betzer fra Falck.

Overvejer man som privatperson at troppe op ved et af Falcks testcentre og få foretaget en lynhurtig coronatest, skal man dog vide, at testresultatet ikke kan bruges som dokumentation ved eksempelvis udlandsrejser.

Selvom tiltaget med de hurtige antigentester til private er nyt hos Falck, er tjenesten dog ikke grønne udi coronagamet. Falck har i længere tid testet ansatte i flere virksomheder og tester lige nu op mod 5.000 danskere om dagen.

Falck oplyser, at man ikke behøver at bestille tid eller have en henvisning fra lægen for at få en test. Man skal blot møde op (og holde god afstand) ved et af de seks teststeder i tidsrummet 11.00-20.00 alle dage i ugen.

Her er Falcks seks testcentre for private borgere

  • Avedøre Havnevej 35, 2650 Hvidovre
  • Kastrup Lufthavn, Terminal 2 (Vestlig ende), 2770 Kastrup
  • Klosterparks Allé 40, 4100 Ringsted
  • Caspar Müllers Gade 2, 6000 Kolding
  • Trindsøvej 4-10, 8000 Århus C
  • Jørgen Berthelsens Vej 30, 9400 Nørresundby

 

Kilde: Falck


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik