Falck genvinder aftale - men Østsjællands Beredskab skal fortsat afvikles

Siden 2015 har Falck leveret mandskabet, når der har været ildebrand hos Østsjællands Beredskab. Og det bliver de ved med - endda otte år endnu.

En ny aftale sikrer, at Falck fortsat er leverandøren af personalet, når Østsjællands Beredskab rykker ud.

Det står klart, efter kommunerne Greve, Høje Taastrup, Ishøj, Vallensbæk, Solrød og Stevns har underskrevet en en 8-årig aftale om løsningen af brandopgaven i seks kommuner.

Det oplyser Falck og Østsjællands Beredskab i en pressemeddelelse.

- Vi er meget glade for den nye aftale. Den har være længe undervejs, men vi er meget tilfredse med resultatet, og vi glæder os til at fortsætte med opgaven i samarbejde med det øvrige beredskab, siger branddirektør i Falck, Max Andersen.

Opgaven har været i udbud siden starten af 2017 og nu, omkring to år senere, er aftalen landet på en måde, så alle er tilfredse.

- Vi når i mål med de krav, vi havde sat til kontrakten både økonomisk og kvalitetsmæssigt, og det er vi selvfølgelig glade for lykkedes, selvom det har taget lang tid at nå hertil, siger formanden for Beredskabskommisionen Pernille Beckmann, der også er borgmester i Greve Kommune.

Baggrunden er, at det sidste år stod klart, at flere af kommunerne i Østsjællands Beredskab ønskede at afvikle den fælleskommunale aftale.

Det faktum står fortsat ved magt, og Østsjællands Beredskab bliver afviklet - på et tidspunkt.

Først skal kommunerne nemlig blive enige om, hvor lang tid, det skal tage at melde sig ud af fællesskabet.

- Vi har fået lavet kontrakten på en sådan måde, at de kommuner, som ønsker at forlade Østsjællands Beredskab, har mulighed for genforhandling med Falck om de samme ydelser, siger Pernille Beckmann til TV 2 Lorry.

Så selvom aftalen mellem Falck og Østsjællands Beredskab lyder på otte år, betyder aftalen, at den enkelte kommune forsat kan sikre borgerne ved brand - også selv når de er trådt ud af beredskabet.

- Vi står i den kommende tid over for en stor opgave med at afvikle Østsjællands Beredskab og samtidig etablere nye mindre beredskabsenheder i området. Aftalen med Falck betyder, at vi kan garantere borgere og virksomheder et trygt og robust beredskab i denne overgangsperiode, som jo er vores vigtigste opgave, siger Pernille Beckmann.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik