Færre ghettoer

Der er blevet færre ghettoer i Danmark. Fra 23 boligområder i 2007 er antallet af socialt udsatte områder faldet til 19 i 2008, skriver Politiken fredag.

Udviklingen er mest markant i Storkøbenhavn. Her er de tre
boligområder Lundtoftegade, Akacieparken og Avedøre Stationsby
røget af Velfærdsministeriets liste over ghettoer.
Velfærdsministeriet opgør de udsatte områder efter antallet af
beboere på overførselsindkomster. Og dem er der blevet færre af
i de områder, der er røget af listen. Ifølge en af
Velfærdsministeriets definitioner er et boligområde udsat, når
mere end 50 procent af beboerne i en boligafdeling over 18 år er
på overførselsindkomster.
Boligselskaberne i de udsatte områder fik sidste år muligheden
for at nægte udlejning til folk på overførselsindkomster for
bedre at kunne ændre beboersammensætningen. I stedet skulle folk
i arbejde eller under uddannelse rykkes frem på ventelisterne.
Ordningen kaldes 'fleksibel udlejning'.
Antallet af modtagere af overførselsindkomster i Københavns
udsatte boligområder er gennemsnitligt faldet med fem procent. I
Akacieparken er antallet af modtagere af overførselsindkomster
faldet med syv procent til 44,7 procent. En sammenligning mellem
antallet af tilflyttere på den fleksible ordning og faldet i
beboere på overførselsindkomster viser, at årsagen skal findes
i, at beskæftigede borgere flytter ind, når arbejdsløse flytter
ud, skriver Politiken.
Ifølge Københavns Integrationsbarometer på kommunens
hjemmeside skyldes det, at »der for alvor er kommet gang i
beskæftigelsen i de fire udsatte boligområder«. Men
beskæftigelses- og integrationsborgmester Jacob Hougaard (S)
erkender, at presset på boligmarkedet har en stor del af æren
for udviklingen.
I Akacieparken har beboerforkvinden, Bodil Lehrmann, som
dagligt har kontakt til beboerne, ikke bemærket, at flere er
kommet i arbejde: »Men de, som flytter ind nu, er danskere og
folk i arbejde«, siger hun til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik