Fabrin advarer: Katastrofekurs for socialt udsatte

Kommunerne mangler tre mia. kr. til den sociale indsats, da opgaven er meget dyrere, end kommunalreformen forudså. Men regeringen afviser at hjælpe og ventes samtidig at kræve halvanden mia. kr. tilbage fra kommunerne, skriver dagbladet information onsdag.

Det vil føre til alvorlige svigt, advarer
KL-formand Erik Fabrin, som bakkes op af flere
organisationerVelfærdsminister Karen Jespersens løfter om bedre
vilkår for udsatte børn og unge kan blive mere end svære at
indfri. Ifølge Informations oplysninger afviser regeringen i
forbindelse med forhandlingerne om de kommunale budgetter at
dække et hul på tre mia. kr. til den specialiserede sociale
indsats. Og det vækker bekymring hos såvel organisationer som
KL-formand Erik Fabrin (V), som advarer om, at det kan føre til
alvorlige svigt af udsatte grupper:"Hver gang, man skal spare,
rammer det. Men her er tale om grupper, som oftest er meget lidt
selvhjulpne. Derfor er risikoen for at gøre alvorlig skade her
langt større end så mange andre steder," siger han.Det varslede
underskud skyldes dels, at udgifterne til området har vist sig
at være langt dyrere end kommunalreformens regnestykker
varslede. Der er nemlig kommet stadig flere og stadig dyrere
sager til. Ifølge kommunerne skyldes det blandt andet et markant
politisk fokus på anbringelser af børn og unge.Og samtidig
lægger regeringen an til at kræve 1,5 mia. kr. tilbage fra
kommunerne, som på grund af de stigende udgifter har fået flere
penge refunderet fra staten igennem den såkaldte
refusionsordning. Men hvis regeringen fastholder kravet om en
efterregulering og samtidig afviser at hæve udgangspunktet for
refusionsordningen for den sociale indsats, vil det få særdeles
alvorlige konsekvenser, advarer Erik Fabrin: "Så går det
rablende galt - så skal vi alle sammen op at stå hårdt på
bremsen," siger KL-formanden.Ifølge Erik Fabrin blev udgifterne
til de specialiserede sociale indsatser sat for lavt, da man i
forbindelse med kommunalreformen vedtog de kommunale budgetter
for 2007. Udgifterne har i realiteten vist sig dobbelt så dyre,
ikke mindst fordi området er og længe har været i konstant
vækst. Derfor bør regeringen indse, at budgetterne og dermed
refusionsordningen må hæves:"At spare 10 minutter på praktisk
rengøring til ældre er til at leve med. Men at fjerne tilsyn
eller hjælp til måltider for nogle af disse grupper er nærmest
katastrofalt," siger Erik Fabrin.Formand for Børns Vilkår, Peter
Albæk, er 'ligeglad med, hvem der finder pengene':"Men problemet
er, at man diskuterer udsatte børn og penge, som om det var et
spørgsmål om serviceniveau i daginstitutioner eller folkeskole.
Men hjælpen til disse børn drejer sig ikke om serviceniveau, men
om at overholde lovgivningen," siger han.Så Peter Albæk giver
ikke meget for velfærdsmininsterens løfte om en 'Barnets reform'
til efteråret."Det er varm luft, hvis ikke regeringen er parat
til at spytte penge i det her," siger han.Ifølge formand for
KL's Socialudvalg Tove Larsen (S) er det specialiserede
socialområde i forvejen økonomisk hårdt spændt for. Besparelser
på 1,5 mia. svarer til omkring 2000 anbringelser af udsatte børn
og unge. "Hvis man skal spare, kan det kun gøre ondt. Vi må ikke
bruge økonomien som begrundelse for ikke at anbringe udsatte
børn, men det kan så resultere i billigere løsninger eller
anbringelser med tidsbegrænsninger, som løbende skal tages op og
som vil skabe usikkerhed," siger hun.Netop den slags løsninger
vil ifølge Peter Albæk blive kostbare på sigt."Hvis man tyer til
midlertidige løsninger, kommer det til at ramme kommuner,
regeringen og minister i nakken som en boomerang," siger
han.Formand for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, er
stærkt bekymret ved udsigten til besparelser. Han peger på, at
organisationerne allerede oplever et boom i henvendelser fra
borgere, der føler sig svigtet af kommunen."De kommunale
budgetter er alt for små, og servicen er allerede nu under
lovgivningsminimum," siger Stig Langvad. Forringelser inden for
praktisk bistand i hjemmet, hjemmepleje, hjælpemidler og
specialundervisning for både børn og voksne er ifølge formanden
for handicaporganisationerne et landsdækkende
problem."Regeringen skal slække på skruen og give kommuner
realistiske budgetter," lyder det fra Stig Langvad.Ifølge Erik
Fabrin er det helt afgørende, at udgangspunktet for økonomien i
2009 matcher den i 2008:"Ellers er konsekvensen en hård
opbremsning og så må regeringen stå skulder ved skulder med
kommunerne," siger han.Socialdemokraternes finansordfører Morten
Bødskov vil nu bede finansministerens om en redegørelse for, om
de kommunale bekymringer er reelle."Lars Løkke Rasmussen (V)
solgte kommunalreformen som en reform, der ville sikre mere og
bedre velfærd, og at den var fuldt finansieret. Hvis det her
holder vand, frygter vi, at de svageste i vores samfund kommer
til at opleve endnu et stort løftebrud fra regeringen," siger
han.Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra
finansminister Lars Løkke Rasmussen, men Venstres finansordfører
Peter Christensen henviser drøftelserne til forhandlingerne."Det
er velkendt, at under forhandlingerne hiver kommunerne enkelt
områder frem og trækker dem uden for den samlede økonomiske
ramme. Det giver ikke meget mening, men det er noget de kan
rejse under de i gang værende forhandlinger," siger ordføreren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik