Et års ubetinget fængsel for vold og trusler

En 23-årig mand fra Helsingør blev i går idømt ét års ubetinget fængsel for gentagne tilfælde af vold, blufærdighedskrænkelse og trusler mod sin 25-årige kæreste.

Han udbad sig betænkningstid med hensyn til en eventuel anke
af dommen, og blev efter retssagen ført tilbage til sin celle i
Helsingør Arrest, hvor han har siddet varetægtsfængslet siden
den 5. september i år.
Retssagen mod den 23-årige, som ikke kunne erkende de grove
voldsanklager mod ham, indebar et rystende vidneudsagn fra hans
eks-kæreste, som har en datter på knap 10 måneder datter med den
anklagede og et andet barn på seks år fra et tidligere forhold.
Hulkende og på kanten af et sammenbrud lykkedes det hende dog
at gennemføre afhøringen, mens den tiltalte lyttede med fra et
andet lokale i retsbygningen.
Siden hun mødte den 23-årige i begyndelse af 2007 havde hun
levet i et helvede af hverdagsvold, der langsom eskalerede.
Men hver gang lægerne på skadestuer og hospitaler, som hun
søgte til for at få behandling for overgrebene, opfordrede hende
til at anmelde ham, så valgte hun at lade være.- Det var bedre
at tage nogle flade hver dag og så ellers prøve at få det til at
gå. Jeg var bange og dum, sagde kvinden grådkvalt i retten.
Men til sidst blev det for meget for den 25-årige. Dråben, der
fik bægeret til at flyde over, var et angreb mod kvinden og
hendes nye kæreste i lejligheden på Vapnagård i midten af august
i år.
Ifølge kvinden så stod den 23-årige, som hun forlængst havde
slået op med, pludselig i lejligheden tidligt om morgenen.
Han sparkede og slog kvindens nye kæreste, som stadig lå og
sov i dobbeltsengen.
Derefter kom turen til hende, som den dybt jaloux ekskæreste
slog med knytnæve, kastede rundt i stuen og truede med voldtægt.
Han skamferede desuden hendes kønsdele, fortalte kvinden.
Men allerede da hun var i syvende måned med deres fælles barn,
blev hun udsat for et groft voldsovergreb af manden.
Det kostede hende en dags ophold på sygehuset, men fosteret
led ikke overlast af volden mod moren.
Den 23-årige havde helt andre udlægninger af voldsepisoderne.
- Hun fik mig jo til at fremstå som en ren voldspsykopat, sagde
han, som ikke tidligere er straffet, til sin mor under en pause
i retssagen.
Domsmandsretten var dog enig i beslutningen om at kende manden
skyldig i samtlige tiltalepunkter i anklageskriftet.
For hvad angår strafudmålingen var der dog uenighed, idet et
af dommandsrettens medlemmer mente, at den 23-årige »kun« skulle
idømmes ni måneders fængsel, mens de to andre målte et års
fængsel ud til den anklagede.
Han skal desuden betale en erstatning til kvinden på 15.000
kroner.
Hun er stadig sygemeldt efter voldsovergrebene og skal i
langvarig psykologbehandling for at komme videre i tilværelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik