Erik Skov Pedersen: En hård dom

Bedrageridømte Erik Skov Pedersen skal bag tremmer i tre år. Han overvejer at anke dommen.

Der venter to uger i tænkeboks for Erik Skov Pedersen, efter han mandag blev idømt tre års fængsel ved Retten i Lyngby.

- Jeg synes selv, det er en dom, der ligger i den hårde ende, sagde den 48-årige erhvervsmand, efter en enig domsmandsret fandt ham skyldig i dokumentfalsk og groft bedrageri for 5,4 millioner kroner.

Sammen med sin forsvarer Mia Wagner tog han betænkningstid med hensyn til at anke dommen.

- Vi vil gerne have mulighed for at læse præmisserne omkring dommen igennem, inden vi beslutter os, fortsatte Erik Skov Pedersen, der er bedst kendt som den konservative folketingspolitiker Henriette Kjærs samlever.

Kjær og parrets to børn fik både i og uden for retten en uforbeholden undskyldning, ligesom Erik Skov Pedersen sendte en undskyldning i retning af de mennesker, han har snydt og bedraget for millioner.

- Jeg er ked af, at jeg har skuffet dem og gjort dem kede af det, lød det fra den bedrageridømte erhvervsmand.

- Det har især været hårdt for børnene at skulle se mig på forsiden, når de kørte i skole, fortsatte han, inden han afviste at kommentere på, om familien stadig holder sammen.
Erik Skov Pedersen blev dømt for ved hjælp af falske dokumenter at give indtryk af, at han havde investorer til flere forskellige byggeprojekter. Svindlen gik ud over det fynske ejendomsselskab KJ Ejendomsinvest.

- Jeg følte mig mentalt voldtaget. Han sneg sig ind under huden på mig og fortalte mig, hvad jeg gerne ville høre, sagde direktør Per Helios, da han mandag sad i vidnestolen i Retten i Lyngby.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik