Ekstra mange vil søge ind på studie efter sommer - nu oprettes 5.000 nye studiepladser

5.000 nye studiepladser bliver oprettet efter sommerferien. Halvdelen af dem skal ligge i Hovedstadsområdet.

Coronavirus har inficeret samfund over hele verden og har også en betydning for de mange unge, som havde planlagt at tage ud af landet eller arbejde i Danmark efter sommeren.

Derfor er alle Folketingets partier enige om at oprette i alt 5000 ekstra studiepladser i 2020 og 2021. Mindst halvdelen af pladserne skal placeres uden for hovedstaden for at sikre en bedre geografisk balance.

De 4500 af pladserne skal målrettes inden for områder som teknologi og it, hvor erhvervslivet efterspørger kvalificerede medarbejdere.

quote Jeg vil opfordre de unge til at søge bredt, så der er størst mulighed for at få en studieplads.

Ane Halsboe-Jørgensen, uddannelses- og forskningsminister

De 500 er inden for velfærdsuddannelser, så kommuner og regioner opretter flere praktikpladser for eksempelvis pædagoger og særligt sygeplejersker, som er svære at finde praktikpladser til. Skolerne kan ikke optage flere elever, hvis der ikke er nok praktikpladser.

Ekstra mange vil søge ind

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen siger om aftalen:

- På grund af corona står mange af vores unge mennesker i en ekstraordinær og særlig situation. I krisetid er der mange der søger ind på uddannelser, og i år vil der være ekstra mange, der vil søger ind.

- Derfor er jeg utrolig glad for, at vi med bred opbakning fra Folketingets partier laver en aftale om 5000 ekstra studiepladser, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

SF's uddannelsesordfører, Astrid Carøe, lægger vægt på, at mange af de nye studiepladser oprettes rundt om i landet:

- Halvdelen er uden for hovedstadsområdet, så vi holder balancen mellem land og by, og vi vil gerne give alle en mulighed for at komme ind på en uddannelse. Og vi sikrer med aftalen en god studiestart, siger Astrid Carøe.

15.000 ekstra studiepladser i alt

I forvejen havde partierne aftalt 10.000 ekstra studiepladser. Dermed vil der i alt være 15.000 ekstra pladser til de unge.

- Dermed er der skabt bedre muligheder for unge, som ellers havde planlagt et sabbatår, siger Venstres Ulla Tørnæs.

Folketingets partier er enige om at tildele et særligt coronatilskud på 165 millioner kroner, der skal gå til hurtigt at etablere de nye uddannelser, da der eksempelvis skal findes lokaler. De er afsat til 2020 og 2021.

Hver år søger cirka 90.000 unge ind på de videregående uddannelser, hvor cirka 8000-10.000 bliver afvist på grund af pladsmangel.

På grund af coronasituationen ventes flere unge end normalt at søge mod uddannelserne. I forbindelse med kvote 2-optaget i marts i år søgte otte procent flere ind end sidst.

Hvis samme tendens forsætter i forbindelse med sommeroptaget, er det ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet ikke usandsynligt, at 10.000 ekstra unge vil ansøge om en studieplads.

- Jeg vil opfordre de unge til at søge bredt, så der er størst mulighed for at få en studieplads, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik