Ekspert: Politi har gjort et farligt fund

Det var et farligt fund, politiet gjorde, da de konfiskerede halvandet kilo plastisk sprængstof, siger ekspert

Hvis halvandet kilo plastisk sprængstof eksploderer under en bil, er der ingen bil mere, og hvis det placeres "rigtigt" på en husmur, vil denne på et øjeblik kunne synke i grus ved sprængning.
Sådan lyder den klare vurdering fra chefen for Hærens Ammunitionsrydningstjeneste, Peter Jegsen.
Det er således et meget farligt fund, politiet sent søndag aften gjorde sig, da de rutinemæssigt stoppede en bil med en 27-årig mand fra Brøndby på Åboulevarden i København.
I en taske i bagagerummet fandt betjentene blandt andet halvandet kilo plastisk sprængstof, detonatorer og kviksølvkontakter til udløsning af sprængstoffet.
- Jeg kan absolut godt forstå, at politiet anser det her som et farligt fund, for halvandet kilo er bestemt ikke en lille mængde, siger Peter Jegsen.
Han forklarer, at selvom plastisk sprængstof egentlig ikke er så svært at skaffe - såfremt du har den nødvendige tilladelse fra myndighederne - burde det bestemt ikke være noget, som politiet bare lige falder over.
- Det er ikke normalt, at folk render rundt med plastisk sprængstof, men det kommer an på, hvad det er for noget. Det kan være militært sprængstof, men også civilt. Der er flere firmaer, der sælger det til eksempelvis industrielle formål, siger Peter Jegsen.
Industrielle formål kan for eksempel være klippesprængninger på Bornholm eller i forbindelse med byggeri.
Noget af det farlige ved plastisk sprængstof er, at det kan formes som modellervoks til at passe det konkrete formål, forklarer Peter Jegsen.
Ud over sprængstoffet og dertilhørende detonatorer, er manden også sigtet for at have været i besiddelse af cirka 700 stykker ammunition, to rifler, tre haglgevær, en salonriffel og en del magasiner til forskellige våben - blandt andet til en maskinpistol.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik