Ekspert og politikere foreslår afgift på udledning af urenset spildevand – minister åben for idéen

Forsker bag spildevandsrapport foreslår, at der lægges afgift på mængden af urenset spildevand, der udledes til havmiljøet. Afgiften skal sikre, at de bedste data indrapporteres, forklarer han.

Der skal afgift på det urensede spildevand, der udledes i naturen – også selvom det sker ved såkaldte overløbshændelser, når der er for meget regnvand i kloaksystemet.

Sådan lyder det fra både politikere og en ekspert i spildevand i kølvandet på TV 2 Lorrys afdækning af, hvordan spildevandsselskaber i stort set alle kommuner udleder urenset kloakvand i åer, søer og havet ved større regnskyl og skybrud.

- Der er ikke nok incitament for at nedbringe de hændelser, hvor der bliver udledt spildevand til naturen.

- Jeg synes, at afgifter må være vejen frem, så det koster noget, hver gang man – groft sagt – sviner naturen til med en masse spildevand, siger Enhedslistens Miljøordfører Mai Villadsen til TV 2 Lorry.

Ingen betaling for lort i havet

Sagen er den, at spildevandsselskaberne kun betaler en afgift af det spildevand, som løber til rensningsanlægget og derefter bliver renset.

Der er dog forskel på, hvor rent spildevandet er, før det bliver ført tilbage til naturen, og derfor vedtog man allerede i 1996, at der skal skulle betales en afgift fastsat efter den mængde skadelige stoffer som næringsstoffer og fosfor, der fortsat var i vandet efter rensning.

Loven er blevet revideret mange gange siden men gælder fortsat – men samtidig fritager den også spildevandsselskaber og dermed kommunerne for afgift, når der er tale om ”spildevand, der udledes fra overløbsbygværker”.

Carl Valentin, der er miljøordfører i SF, er af samme overbevisning, og i et indlæg til mediet WaterTech skriver han, at der er ”mulighed for at påbyde forsyningsselskaberne at betale afgift for urenset spildevand – fx det dobbelte af, hvad der i dag betales for renset spildevand”.

Ekspert: Afgift kan give incitament for at indberette rigtige tal

Og ifølge en ekspert i spildevand er idéen om en afgift slet ikke tosset.

Luca Vezzaro, der er forsker på DTU og står bag en stor rapport om overløbsspildevand i Danmark, støtter tanken om, at man fra politisk hold sætter en fast afgift på udledningerne af urenset spildevand.

Han mener, at afgiften vil være en motivation for kommunerne til at minimere overløb og indlevere retvisende data, hvis der bliver sat en såkaldt sikkerhedsfaktor.

- Nogle kommuner bruger avancerede beregningsmodeller, mens andre bruger nogle helt simple tabeller til at opgøre det. Men det står ikke klart hvilken antagelse (regnmængde, data, gennemsnitlige koncentrationer af kvælstof og organisk materiale, red.), de har valgt.

- Og fordi vi indtil nu har manglet informationen om, hvordan man er nået frem til tallene, kan usikkerheden blive op til 150-200 procent, siger Luca Vezzaro, som står bag en rapport, der viser hvor store forskelle på indrapporteringen af spildevand, der er hos kommunernes forsyningsselskaber.

Miljøminister om afgift: Vi er der ikke endnu

Ved et samråd, som miljøminister Lea Wermelin (S), var indkaldt til torsdag i sidste uge, sagde miljøministeren, at hun vil se på mulighederne for at pålægge afgifter på udledningen af urenset spildevand, når grundlaget er på plads.

- Grunden til, at der fagligt set ikke er indført en afgift endnu er, at de data, vi har haft, ikke har været gode nok.

- Jeg har taget initiativ til at kommunerne forpligter sig endnu stærkere på, at de skal indberette overløb til Miljøstyrelsen, og så  jeg har opdateret databasen, hvor de skal gøre det, lød det fra ministeren, som generelt også deler bekymringen fra Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Venstre, som havde indkaldt til samrådet.

- Vores vandmiljø modtager desværre fortsat alt for mange næringsstoffer, og vi skal blive bedre til at passe på vores vand, sagde miljøminister Lea Wermelin (S).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik