Ekspert: KIF København vil koste talenter

Den tidligere danske håndboldlandstræner Leif Mikkelsen er skeptisk over for fødslen af KIF København.

Den tidligere danske håndboldlandstræner Leif Mikkelsen klapper ikke umiddelbart i sine hænder af begejstring over Danmarks nye håndboldprojekt, KIF København.

Leif Mikkelsen frygter, at dansk ungdomshåndbold kommer til at snappe efter vejret, hvis fusionsklubber er fremtiden i dansk håndbold.

- Det vil jeg dæleme ikke håbe, for så får vi ikke noget talentarbejde.

- Så får vi ikke den enorme indsats og det fantastiske stykke talentarbejde, som alle vores meget dygtige ungdomstrænere over det danske land løber og arbejder med fire-fem dage om ugen ude i hallerne, siger Leif Mikkelsen.

Han tror, at fusionsklubber vil punktere ungdomstrænernes motivation, hvis topklubberne pludselig kun består af landsholdsspillere og udenlandske profiler.

- Ungdomstrænerne vil jo også gerne se resultatet i lokal sammenhæng, så det ikke bare bliver et spørgsmål om, at smarte mediefolk og rigmænd lige pludselig finder på at lave de mest mystiske konstruktioner, siger han.

Leif Mikkelsen er skeptisk over for, at KIF København planlægger både at spille kampe i Kolding og hovedstadsområdet.

- Det tilhørsforhold, der har været i lokale klubber, skal man passe på, man ikke taber på jorden. Og det her projekt kunne godt være et meget kritisk skridt i den retning.

Leif Mikkelsen, der stod i spidsen for landsholdet fra 1976-1987, er dog mest ærgerlig over det store pengebeløb, der bliver pumpet ind i KIF København.

- Det, jeg er mest trist over, er, at man så hurtigt kan banke 15 millioner kroner op til det her hold. Så kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad tre gange fem millioner kroner kunne have gjort ude hos klubber, der arbejder med seriøst talentarbejde.

- Det ville have givet en vækst i dansk håndbold. Det tror jeg ikke, at KIF København vil gøre. Overhovedet ikke, vurderer Leif Mikkelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik