Egernfar, kunstig skibakke og stærke personligheder: Her er årets digitale højdepunkter

2020 er lige på trapperne, og i den forbindelse tager vi et kig tilbage på nogle af de mange fantastiske historier, vi i løbet af året har haft på vores digitale platforme.

Nyheder og historier på de sociale medier er meget andet end bare skøre videoer, tomme kalorier og fis og ballade.

I løbet af året har vi mødt et hav af fantastiske mennesker, der hver især har fortalt deres personlige historie om oplevelser, de har været udsat for, og som har påvirket deres liv på den ene eller anden måde.

Historierne er ikke lavet til fjernsynet, men er blevet fortalt på TV 2 Lorrys sociale medier, herunder enten YouTube, Facebook eller Instagram.

I årets sidste udgave af Søndagsmagasinet har vi i samarbejde med to af journalisterne fra den digitale redaktion taget et kig tilbage på året og fremhævet nogle af de mange rørende historier.

Her kan du se eller genopleve redaktionens udvalgte klip opdelt i tre forskellige kategorier: 'Det talte vi om', 'Den gjorde mest indtryk' & 'De rørte os'.

 

1. Det talte vi om:

Decan og egernet Tintin

Hvem husker ikke det nuttede lille egern Tintin, der blev verdenskendt på Instagram? For nogle år siden faldt Tintin ned fra et træ og blev efterladt af sin mor pga. faldet, der medførte store skader. Men Decan, hvis have Tintin var faldet ned i, ville det anderledes, og i stedet tog han Tintin til sig og skaffede lægehjælp.

Da Tintin med hjælp og stor omsorg fra Decan var kommet sig over skaderne fra sit fald, var forholdet til Decan blevet for tæt til, at han ville lukkes ud i naturen igen. Tintin løber simpelthen hjem i sikkerhed, hver gang Decan fjerner den snor, de bruger, når de er ude for at gå tur. Derfor er de blevet sammen, og siden da er prarret blevet kendt i hele verden.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 

Testkørsel af Amager Skibakke

En kunstig skibakke på toppen af et forbrændingsanlæg... I Danmark... Nej vel? Det lyder for vildt til at være sandt - men den er god nok. Vi har fået en vaskeægte skibakke i Danmark - som ikke engang behøver snevejr for at kunne anvendes.

I 2019 åbnede Amager Skibakke, også kendt som CopenHill, på taget af forbrændingsanlægget Amager Bakke. TV 2 Lorry fik som nogle af de første lov til at komme afsted på en testkørsel i samarbejde med en gruppe professionelle skiløbere. Det kom der nogle meget flotte billeder ud af.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 

2. Den gjorde mest indtryk:

Jane fra Café Viking

Bandekrigen fyldte i de fleste hovedstadsborgeres bevidsthed, og særligt på Nørrebro skulle man finde sig i at bo side om side med næsten daglige skyderier, udrykninger på stribe og helikopterlarm om natten.

Men hvis der var én, der ikke ville finde sig i bandernes forsøg på at styre byen, var det Jane fra Café Viking. Den mangeårige barejer nægtede at betale beskyttelsespenge til banderne, som forsøgte at afpresse hende. Brosten blev kastet gennem ruderne, men Jane stod fast: Hun skulle ikke betale noget som helst. Opbakningen fra befolkningen til Jane voksede og voksede - og nu, efter 30 år som bar-ejer, siger den forbilledelige Nørrebro-borger tak for kampen og går på velfortjent pension. 

Artiklen fortsætter efter videoen.

 

Jytte Abildstrøm med klimaopsang

Et af årets helt store temaer har været klimaet, og for nyligt blev også ordet 'Klimatosse' kåret som årets ord. Men mange har også fået nok af den uendelige klimasnak, der for mange nemt kan føles belærende og samvittighedstyngende.

Men den folkekære skuespillerinde Jytte Abildstrøm formåede alligevel at sætte ord på emnet på en kærlig og venskabelig måde, som rørte mange mennesker. For som hun siger, findes der et hav af fantastiske oplevelser lige for næsen af os. Oplevelser, som vi ikke behøver tage på en flyrejse til den den anden siden af kloden for at kunne opleve. Det handler om at nyde egne nære omgivelser og hverdagens små fantastiske glæder.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 

3. De rørte os

Claus mistede sin arm i en arbejdsulykke

Hvis der er noget, man kan have forståelse for, så er det, hvis et menneske mister livsglæden efter en alvorlig invaliderende ulykke. Og hvis der er noget, man derfor også kan have stor respekt for, så er det, når mennesker i disse situationer kæmper videre og vinder over deres ulykker.

Sådan er tilfældet med Claus fra Stevns, der nær havde mistet livet i en forfærdelig arbejdsulykke. Claus blev fanget under en gravko, der væltede ned over ham i en voldgrav, men han slap med livet i behold. Som højrehåndet blev livet dog besværliggjort, da hans højre arm måtte amputeres for at han kunne overleve. Men i stedet for at give op og lade livet slutte, har Claus fundet livsglæden tilbage og valgt at kæmpe sig igennem sin nye tilværelse - så han også i fremtiden kan være der som et forbillede for sine børn. 

Artiklen fortsætter efter videoen.

 

Silas sagde fra efter mobning i Zoologisk Have

Én af de modigste, vi på TV 2 Lorry har mødt i løbet af år 2019, er Silas. Silas er en helt almindelig ung dreng som de fleste, men han ser anderledes ud end mange andre børn. Det ved han godt selv, men alligevel gjorde det ham meget ked af det, da han - som mange andre - en dag var taget i Zoologisk Have for at se de nye pandaer. Han blev nemlig peget og grinet af og udsat for bræklyde fra andre børn, der hele dagen igennem drillede og mobbede ham.

Men i stedet for at gemme sig væk, skrev Silas i stedet sammen med sin mor et Facebook-opslag om, hvor ked af det, dagen havde gjort ham. For det kan ikke passe, at Silas skal drilles, og at forældre glemmer at opdrage deres børn til, hvordan man opfører sig overfor andre mennesker, der ser anderledes ud end én selv. Mobning skal stoppe, og Silas og hans mor gjorde et stort indtryk med deres vigtige fokus på emnet. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik