Efter skolelærers corona-opråb: Nu reagerer lokal lærerforening

Flere skoler er de seneste dage lukket ned på grund af coronasmitte, og det får skolelærer og lærerforeninger til at bekymre sig.

I en kronik på TV 2 Lorry torsdag stod skolelærer Signe Dreyer frem og fortalte, hvordan hun kæmper med at komme i gennem en arbejdsdag uden at blive smittet.

Du kan læse omtalte kronik her.

Fredag får hun støtte fra Rødovre Lærerforening, der mener, at lærerne mangler muligheder.

- Med de handlemuligheder vi har og med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som vi følger, så ville det være ønskeligt, at vi fik nogle flere handlemuligheder, lyder det fra formanden, Anders Liltorp, til TV 2 Lorry.

Han kommer også med en række konkrete tiltag, der vil hjælpe.

- F.eks. holddeling og færre krav til hvordan man skulle gennemføre undervisningen, sådan så det bliver sundheds og sikkerhedsmæssigt forsvarligt og nemmere at holde en skole åben.

quote så ville det være ønskeligt, at vi fik nogle flere handlemuligheder

Anders Liltorp, formand, Rødovre Lærerforening

I Signe Dreyers kronik hefter hun sig ved, at der i klassen er 26 uvaccinerede elever og to lærere på 60m2. 

- Mange hoster og nyser. Vi åbner begge vinduer, de 15 cm det er muligt, før børnelåsen forhindrer yderligere udluftning.

Taler på manges vegne

Og samtidig med at smitten buldrer derudaf, og julefrokosterne bliver aflyst, så føler hun ikke, hun kan andet end at krydse fingrene for, at det ikke er hende, der bliver smittet med corona.

- Lige nu er det svært at føle sig som andet end kanonføde, skriver Signe Dreyer.

Anders Liltorp er helt på linje med folkeskolelæreren, og han tror, at Signe Dreyer taler på vegne af mange kollegaer.

- Jeg tror, at hele folkeskoleverden er utrygge ved den situation, der er lige nu i forhold til smittespredning.

Hverken Børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, eller andre repræsentanter fra regeringen havde fredag tid til at stille op til interview og fortælle, hvad regeringen gør for, at skolen er et tryg sted at være for både lærer og elever.

Nu kan børn vaccineres

Torsdag udtalte Børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil sig dog i forbindelse med, at Sundhedsmyndighederne nu anbefaler at nedsætte grænsen for screeningstest på skoler til børn fra og med 1. klasse.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå hjemsendelser. Derfor er det afgørende at flere testes, og selvfølgelig at så mange som overhovedet muligt lader sig vaccinere.

I samme ombæring lød det fra Sundhedsminister, Magnus Heunicke:

- Heldigvis bliver børn sjældent ramt hårdt af corona, men de kan stadig sætte gang i smittekæder, der i sidste ende rammer de ældre og sårbare borgere i samfundet. Her vil screeningstest ned til 1. klasse være et værdifuldt værktøj, som fanger smitten og kan være med til at sætte en stopper for den.

Fredag kom muligvis den nyhed, som folkeskolelærer landet over har gået og ventet på. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler nemlig nu, at børn mellem 5 og 11 år skal kunne vaccineres mod coronavirus. De første børn under 12 år kan allerede blive vaccineret søndag, oplyser styrelsen.


_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik