Dyrenes Beskyttelse: Game of Thrones kan have skabt en uheldig hunde-trend

I 2018 fik internaterne i Roskilde og Rødovre tilsammen indleveret mindst 71 slædehunde. Game of Thrones kan være en af grundene.

Dem der har set Game of Thrones kender nok til tv-seriens smukke, store ”direwolfes”, men ifølge Dyrenes Beskyttelse er det ikke nok for folk kun at se sådan en urgammel ulv på tv’et. Flere og flere føler også, at de bliver nødt til at eje en.

Men da disse ulve er uddøde, må folk ty til det næstbedste, og det er gerne en slædehund, ofte af racerne Siberian Husky eller Alaskan Malamute.

quote Game of Thrones fremstiller de her hunde som utrolig afbalancerede og opdragne. De står der gudeskønne og rolige

Mie Munck, hundeansvarlig ved Roskilde Internat

Men folks trang til at få deres egen ”ulv” er gået hen og blevet et problem, forklarer Dyrenes Beskyttelse.

Ved dyreinternater i både Roskilde og Rødovre oplever man nemlig, at flere og flere slædehunde indleveres på internater. I 2018 blev mindst 60 indleveret på Dyreværnets internat i Rødovre, mens 11 slædehunde kom på Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde. I 2017 var der ligeledes mindst 60 slædehunde igennem Rødovre internat, mens 22 slædehunde sad på internatet i Roskilde.

- Game of Thrones fremstiller de her hunde som utrolig afbalancerede og opdragne. De står der gudeskønne og rolige, uden snor på og det hele. Og så bliver folk revet med. Man begynder at tænke, at det ser da nemt ud, og den hund ville være perfekt for vores familie, men det glansbillede kan være meget langt fra virkeligheden, siger Mie Munck, hundeansvarlig ved Roskilde Internat til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Hvis hunden håndteres på den rigtige måde, så kan den næsten ligne dem i Game of Thrones, men chancen er snarere, at man får en understimuleret hund, der giver anledning til problemer. Det er fordi mange ikke sætter sig ind i, hvad racen kræver, før de anskaffer sig den.

Om det lige er den populære tv-serie, der har gjort udslaget, er direktør i Dyreværnet Rikke Christensen ikke helt sikker på. Dog mener hun, at hundenes udseende har meget at sige i denne sammenhæng.

- Hundene er meget smukke med store blå øjne, og det kan sagtens være det, som får folk til at falde for racen, siger hun til TV 2 Lorry.

Men bag det skønne ydre gemmer sig en meget aktiv hund, der kræver en erfaren og viljefast ejer, der kan opfylde hundens behov. Og det er her, at filmen ofte knækker. For mange bliver overrasket over, hvor krævende en slædehund kan være, og derfor ender hundene på internater.

En stigning

quote Vi kan helt sikkert nikke genkendende til en stigning i antallet af indleverede slædehunde

Rikke Christensen-Lee, direktør i Dyreværnet

I 2013 så det helt anderledes ud.

Hos Dyrenes Beskyttelse havde man nemlig kun fire slædehunde på Roskilde Internat i 2013. Dyreværnet kunne ikke levere et konkret antal, men Rikke Christensen-Lee fortæller:

- I de tre år jeg har været på Dyreværnet har der været mindst 60 slædehunde på internatet hvert år. Vi ved, at antallet var mindre førhen, så vi kan helt sikkert nikke genkendende til en stigning i antallet af indleverede slædehunde. Når folk opdager, hvor meget en slædehund kræver, så vælger mange kan aflevere den på internat, forklarer hun.

Netop det at slædehunde er en krævende hunderace er den primære årsag til, at de havner på internater.

Slædehunde kræver meget arbejde

Slædehunderacer kræver mere end de fleste hunderacer. Den har nemlig et stort behov for at blive fysisk og mentalt stimuleret.

Hundene er bygget til et liv i den barske natur, og de er derfor meget hårdføre, aktive og selvstændige. De fungerer ifølge Mie Munck ikke som sofahund eller i en lille lejlighed.

- De kræver utrolig meget motion og hjernestimulering. Det er en hund, der skal bruges til noget. Når den bruges, så er den en fantastisk hund, siger hun.

quote Hvis hunden ikke stimuleres nok, så splitter den det hele ad

Rikke Christensen-Lee, direktør i Dyreværnet

Rikke Christensen-Lee understreger ligeledes vigtigheden af at give slædehunde nok motion.

- Det er en vaskeægte naturhund, og det er lige før, at de danske vidder ikke er store nok til, at den kan udfolde sin naturlige adfærd. Hunden er smuk, ja. Men folk læser bare ikke op på hele pakken. Og hvis hunden ikke stimuleres nok, så splitter den det hele ad, oplyser hun.

Behovet for at komme ud over trække benene i naturen kan særligt ses ved, at slædehundene er ukronede udbryderkonger. De kan ikke luftes uden snor, da enhver lækker duft kan overbevise en slædehund om, at ejerens indkald ikke er det vigtigste.

quote Det kræver virkelig sin mand at gøre slædehunde så flotte og lydige, som de er i Game of Thrones

Mie Munck, hundeansvarlig ved Roskilde Internat

Desuden er de ifølge Mie Munck ikke gode til at være alene hjemme, særligt når de skal være inden for hele dagen. Samtidig kræver en slædehund utrolig meget pelspleje.

- Det kræver virkelig sin mand at gøre slædehunde så flotte og lydige, som de er i Game of Thrones, afslutter Mie Munck.

Mode spiller en rolle

Mode har rigtig meget at sige i forhold til, hvilke hunde folk vælger at anskaffe sig.

I en årrække var hunderacer som Mops og Labrador Retriever meget populære, og det opdages hurtigt på internaterne, hvor antallet af lige netop den moderne hundrace stiger i takt med, at folk fortryder.

quote Slædehunde er nemlig ligesom muskelhunde en statushund, så flere tidligere muskelhundeejere går over til slædehunde

Rikke Christensen-Lee, direktør i Dyreværnet

Mie Munck oplever blandt andet, at antallet af slædehunde også er steget med løbemoden.

- Det er blevet moderne at løbe med sine hunde og en slædehund er jo en rigtig god løbemakker, idet den er meget aktiv, og så ser det bare godt ud, når sådan en smuk hund løber ved siden af, siger hun.

Også Rikke Christensen-Lee mener, at der kan ligge noget prestige i at have en slædehund ved sin side.

- Vi oplevede faktisk en stigning af indleverede slædehunde efter hundeloven blev indført, der gjorde en række hunderacer ulovlige. Slædehunde er nemlig ligesom muskelhunde en statushund, så flere tidligere muskelhundeejere går over til slædehunde, siger Rikke Christensen-Lee.

Lige nu står fire og seks slædehunde på henholdsvis Roskilde Internat og Rødovre Internat og venter på en ny familie.

Game of Thrones

  • Game of Thrones er en populær tv-serie produceret af HBO.
  • Serien er indenfor middelalder- og fantasy-genrene.
  • Serien er baseret på forfatteren George R. R. Martins række af bestseller-romaner A Song of Ice and Fire.
  • Game of Thrones skildrer ædle familiedynastiers kamp om at kontrollere kontinentet kaldet Westeros. 
  • Serien havde premiere for første gang den 17. april 2011 i USA.
  • I denne tid sendes den ottende og sidste sæson af Game of Thrones.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik