DSB om dankort-nedbrud: Billetter kan købes i toget

Skal man med DSB, skal man ikke fortvivle på grund af dankortnedbrud. Billet kan købes hos personalet.

Dankortet kan ikke bruges mandag morgen - men skal man ud og køre med DSB, kan man trygt sætte sig ind i toget uden billet. Også selv om du ingen kontanter har på dig.

Man kan nemlig købe sin billet hos togpersonalet. Det oplyser DSB til Ritzau.

Dankort-systemet er ramt af et omfattende nedbrud i hele landet, da noget gik galt med en planlagt systemopdatering i løbet af natten.

- Lige nu er situationen den, at vi har nogle problemer med dankort-systemet, der gør, at vores transaktioner ikke går igennem, siger Ulrik Marschall, kommunikationskonsulent hos Nets, ved 7-tiden mandag morgen.

Skal man med S-toget - og har man ikke mulighed for at købe billet hertil, så behøver man ikke frygte, at man bliver nuppet af kontrollen.

- Langt de fleste har periodekort eller rejsekort. Så der er ikke de store problemer her. Men har man ikke mulighed for at købe en billet, så sker der ikke noget, lyder det fra DSB.

Det er endnu uvist, hvornår man igen kan bruge sit dankort.

Nets håber på, at systemet vil fungere normalt igen "inden for en kort tidshorisont", hvilket betyder i løbet af mandag morgen eller formiddag, lyder det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik