DSB og Banedanmark jubler over togfond

Planen om en timemodel og en gennemgribende elektrificering af jernbanen er historisk, mener selskaberne.

Regeringens plan om at gennemføre den såkaldte timeplan for jernbanen og samtidig elektrificere store dele af jernbanenettet vækker begejstring hos de statsejede selskaber, der til daglig beskæftiger sig med de danske skinner.

- Timemodellen er den ultimative satsning på jernbanen, siger Banedanmarks administrerende direktør Jesper Hansen til Ritzau.

Han mener, at den investering i togtrafikken, som regeringspartierne lægger op til, vil gøre det muligt at nå målsætningen fra 2009 om en fordobling af passagertallet på jernbanen inden 2030.

- Det er væsentligt skridt på vejen, for det gør det kapacitetsmæssigt muligt at lave en fordobling. Det her vil være transformerende for det samlede transportsystem, siger Jesper Hansen.

Regeringens plan er at gennemføre de nødvendige investeringer til den timemodel, som har været på tegnebrættet siden forliget om "En Grøn Transportpolitik", som blev lavet i 2009.

Målet er, at det skal tage en time at komme fra København til Odense, fra Odense til Aarhus og fra Aarhus til Aalborg.

Den udsigt vækker glæde hos det statsejede togselskab, DSB.

- Det er en historisk plan for togdriften i Danmark, udtaler administrerende direktør Jesper T. Lok i en pressemeddelelse.

- En kommende indførelse af timemodellen mellem København, Odense, Aarhus og Aalborg vil give et betydeligt løft for kunderne og for mange danskere gøre toget endnu mere attraktivt, tilføjer han.

Netop nu er DSB i gang med forarbejdet til et indkøb af elektriske tog, og derfor er meldingen om en yderligere elektrificering af jernbane er kærkommen.

- Regeringens udmelding kommer på det helt rigtige tidspunkt.

- Vi kan nu for alvor fortsætte vores planlægningsarbejde med at anskaffe fremtidens tog vel vidende, at vi vil kunne satse på moderne elektriske tog som bærende materiel i fremtiden, siger DSB-direktøren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik