DSB dumper: Tog er stadig forsinkede

DSB leverer ikke den rettidighed, man har lovet, og det rammer pendlernes privat- og arbejdsliv

Togpassagererne skal huske at levne plads til tålmodigheden, når de pakker kufferten for at tage "ud og se med DSB". Selskabet har nemlig ikke leveret den lovede rettidighed i togdriften hidtil i år.
      Fra nytår til og med sidste uge blev passagererne i DSB's fjern- og regionaltog i gennemsnit 226 sekunder forsinket. Det er mere end de 190 sekunder, som selskabet har forpligtet sig til for 2011.
      Og det irriterer passagererne.
      - Der bliver ikke leveret de måltal, man har lovet, og det giver frustrationer. Folk kommer enten for sent på arbejde, eller også får de ikke hentet deres børn til tiden i institutionerne, siger talsmand for Pendlerklubben Kystbanen, Michael Randropp.
      Det er især regionaltogene i Østdanmark og lyntogene, som har problemer med at levere den ønskede rettidighed. Her kommer passagererne henholdsvis 256 og 279 sekunder for sent frem.
      - Der er stadigvæk noget at komme efter. Vi ligger meget tæt på målet i trafikkontrakten, men niveauet kan hæves, og det arbejder vi stenhårdt for hver dag, forklarer DSB's trafikchef, Stig Friisbæk.
      Han forklarer forsinkelserne med en række ekstraordinære omstændigheder som vinterens snevejr og sommerens skybrud i hovedstadsområdet.
      Men en del af problemerne skyldes også interne forhold som sporarbejde og materielproblemer.
      Set i det lys mener DSB at have leveret varen.
      - Hvor vi står nu og med de udfordringer, vi har haft, er jeg sådan set tilfreds. Men jeg forventer også, at vi løfter det yderligere et niveau resten af året, siger Stig Friisbæk.
      Han tror fortsat, at selskabet kan nå det opstillede mål.
      - Det er et ambitiøst mål, men sidste år havde vi et rigtig godt efterår, og der er ikke noget, der indikerer, at vi ikke skulle få det igen. Så det er ikke urealistisk, siger trafikchefen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik