Drop spanden: Tænk dig om når du fanger krabber med børnene

Krabber og småfisk kan blive udsat for iltnød, stress og overophedning, når vi fanger dem i strandkanten. Dyrenes Beskyttelse opfordrer alle til at være humane overfor dyrene.

Det kan være en enormt hyggelig aktivitet for hele familien. Børnene bliver nærmest ekstatiske, når den ene krabbe efter den anden bider på maddingen, og de bliver indfanget i nettet. Men opholdet i den medbragte spand kan være alt andet end behagelig for dyrene.

Iltnød, stress og overophedning er alle fareelementer, der nu får Dyrenes Beskyttelse til at opfordre vandglade familier til at tænke sig om, når de indfanger krabber, rejer, tanglopper, vandmænd og alskens former for småfisk.

- En spand i solen bliver let så varm, at dyrene dør, siger biolog i Dyrenes Beskyttelse Nicolaj Lindeborgh.

- De fleste af de dyr, der lever ved stranden, er vant til vandtemperaturer, der er under 20 grader. Allerede ved 20 grader er der mange af havets dyr, der begynder at få det for varmt, siger han.

Selvom sommertemperaturen i år ofte har været i den milde ende, så kan solens stråler på en halvvarm sommerdag hurtigt få temperaturen til at stige i en lille spand med kun lidt vand. Derfor kan det være en god ide at fylde spandene helt og løbende hælde mere badevand på.

Dyrene har brug for ilt

Udover overophedning, så udsættes indfangede dyr også for et lavere iltniveau, end de normalt har adgang til i havet. De bruger nemlig hele tiden noget af den ilt, der er i vandet, og hvis ikke der tilføres nyt vand, så falder iltniveauet hele tiden.

- De to problemer påvirker faktisk hinanden. Jo højere vandtemperatur, desto mindre ilt kan vandet rent fysisk indeholde og desto mere bliver dyrene stressede til at skulle bruge ilten, siger Nicolaj Lindeborgh.

Udfordringen med iltnød forværres naturligvis efterhånden som spanden bliver fyldt med flere og flere krabber og småfisk, der alle bruger af vandets ilt.

Derfor anbefaler Dyrenes Beskyttelse, at man bruger så store spande som muligt, og at man ikke overfylder dem med dyr. Allerhelst ser de, at man bruger en stor balje, så der er god plads og massere af vand.

Mange dyr stresser hinanden

Når man fanger krabber, så udsætter man dyrene for en hel del stress. Men tænker man sig om, så kan man mindske dyrenes stressimpulser.

Hvis man eksemplevis sørger for at holde ro i spanden eller baljen, ved ikke at flytte unødigt på den eller banke på siden, så gør man det mere tåleligt for de indfangede dyr.

Dyrenes beskyttelse anbefaler også, at man ikke putter dyr der kan æde hinanden i samme beholder, og at man giver dyrene enkelte gemmesteder i spanden i form af eksempelvis løse sten eller tangplanter.

- Det er en god idé at holde krabber fra andre dyr, for de æder stort set alt, hvad de kommer i nærheden af. Derudover bør man bruge en stor balje som akvarium og sænke den ned i havvandet, så havet automatisk holder den kølig. Man kan eventuelt prikke små huller i, så der kommer vandudskiftning og ny ilt til, afslutter Nicolaj Lindeborgh. 

​​​Fem dyrevenlige råd til krabbefangst

  • Put ikke dyr i en lille spand. Brug plastbaljer, der er store nok til at børn kan bade i dem.
  • Lad baljen står i det lave vand, så den nedkøles.
  • Put sand i bunden og sten med tang til skjul. Det bliver sværere at se dyrene, men de opfører sig til gengæld mindre stresset og mere naturligt.
  • Hæld hele tiden forsigtigt nyt vand i baljen fra en spand. Når baljen er fuld løber det overskydende vand bare ud.
  • Når man er færdig, kan baljen forsigtigt tippes – eller hvis den står i meget lavt vand, kan den trækkes lidt ud og lægges på siden, så dyrene stille og roligt svømmer ud.
    ​​​​Kilde: Dyrenes Beskyttelse

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik