Dronning Margrethe frabeder sig blomster på sin fødselsdag

Hendes Majestæt Dronningen har et særligt ønske i anledning af den forestående 80-års fødselsdag den 16. april.

Dronning Margrethe beder om ikke at få tilsendt blomster, når hun 16. april fylder 80 år.

Det skyldes den alvorlige situation med coronavirus, oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

- I år opfordrer dronningen til, at man i stedet sender en buket til en af de mange ældre medborgere, der har det særligt svært i denne tid, står der blandt andet i meddelelsen.

Desuden bliver det ikke muligt at møde personligt frem og skrive en hilsen i Det Gule Palæ, der ligger i Amaliegade i København. I stedet bliver der fra 14. april åbnet for en gratulationsliste på kongehusets hjemmeside, fremgår det af pressemeddelelsen.

Her kan borgere sende en personlig lykønskning til dronning Margrethe.

Fødselsdagsfejringer aflyst

Dronningen fylder 80 år 16. april og en række af de fødselsdagsfejringer, der var planlagt, er også aflyst på grund af coronavirussets indtog i Danmark.

Den danske regent skulle have været fejret i stor stil med blandt andet karetkørsel, modtagelse på Københavns Rådhus samt privat middag og dans på Fredensborg Slot.

Alt det blev aflyst 12. marts, hvor kongehuset så sig nødsaget til at ændre i planerne på grund af coronavirusset.

Mange borgere har dog et ønske om alligevel at markere, at dronningen fylder rundt. Knap 170.000 har samlet sig i facebookgruppen "Danmark synger for dronningen", hvor medlemmerne opfordres til at fejre regentens 80-års fødselsdag på behørig afstand ved at synge.

- På altaner, ud ad vinduet, i haver, arbejdspladser - hvor vi nu er. Når corona har lukket for den officielle fest - så må vi selv markere dagen, står der blandt andet i beskrivelsen af gruppen.

Dronning Margrethe talte i 17. marts til befolkningen i en tv-transmitteret tale. Her kaldte hun coronavirusset for "en farlig gæst" og opfordrede til, at alle følger myndighedernes råd og undgår store forsamlinger.

Andet kan man ikke være bekendt, lød det fra dronningen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik