Dødssyg må undvære hjælpere i udlandet

Den dødssyge mor til tre, Tina Christiansen, som på søndag rejser til Kina i håb om at få en livsforlængende behandling, kan ikke få sine kommunalt betalte hjælpere med på rejsen.

Ifølge borgmester Poul Lindor Nielsen (S) fra Roskilde Kommune er det ikke lovligt at tage hjælpen med til udlandet. Det skriver DAGBLADET Roskilde. - Jeg har stor sympati med Tina Christiansens sag og forstår godt, at hun selvfølgelig vil forsøge at få en behandling, der måske kan hjælpe mod hendes frygtelige og dødelige sygdom. Men hun må desværre ikke tage sine kommunale hjælpere med til udlandet. Vi har endevendt lovgivningen, og der er ikke nogen muligheder, for serviceloven siger klart, at der ikke må ydes personlig og praktisk hjælp i udlandet, siger borgmester Poul Lindor Nielsen.Han har derfor skrevet til velfærdsminister Karen Jespersen (V) for at gøre hende opmærksom på problemet og spørge om muligheden for at ændre lovgivningen, fordi kommunen i sagens natur ikke har mulighed for at gå ind.- Der er nogle undtagelser i bekendtgørelsen, hvor man kan yde hjælp i udlandet. Der er faktisk en fuldstændig liste over tilfælde, hvor det er muligt at tage sin hjælp med til udlandet. Og det er desværre sådan, at den hjælp, Tina får, ikke falder ind under nogen af dem. Derfor er det ikke lovligt for kommunen at hjælpe Tina, siger Poul Lindor Nielsen.Alligevel håber Poul Lindor Nielsen, at hun kommer afsted.- Jeg håber for Tina Christiansen, at hun kommer af sted og får sin behandling. Og jeg vil ønske hende held og lykke med behandlingen, både for hendes egen og for børnenes skyld, siger Poul Lindor Nielsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik