Dobbelt så mange bliver dømt for at gå med kniv

Antallet af danskere, der bliver dømt for at gå med ulovlige knive på offentlige steder, er mere end fordoblet, siden våbenloven blev strammet i 2008, fra 383 i 2009 til 789 i 2013, viser nye tal fra Justitsministeriets Forskningskontor. Det skriver metroxpress.

Antallet af andre domme for lovovertrædelser med kniv - hvor knivvold hører under - er steget fra 97 til 164 i perioden.

»Det er jo helt vilde tal. Vi bliver nødt til at lave nogle kampagner for at få våben væk fra nattelivet og gader og stræder. Og så må politikerne lave en frit lejde-ordning, så folk kan aflevere de våben, de har, på politistationen,« siger formanden for foreningen Nej til Knive i Nattelivet, Kevin Yunai, til metroxpress.

Københavns Politi har flere gange råbt op om de mange knive i nattelivet.

Det Kriminalpræventive Råd hæfter sig ved, at selv om dobbelt så mange bliver dømt for at gå med kniv, er stigningen i knivvold mindre.

»Når man ser på, hvor ofte folk kommer på skadestuerne med stik og snitsår, så er det ikke steget signifikant. Vi har tidligere ført kampagner mod knive i nattelivet. Det kunne være, at man skulle gøre det igen,« siger sekretariatschef Anna Karina Nickelsen.

Formanden for Folketingets retsudvalg vil tage forslaget op med justitsminister Karen Hækkerup (S).

»Kampagner for at nå de unge er en god idé. Og jeg er åben for en frit lejde-ordning, så folk kan få tømt loftet for ulovlige våben,« siger retsudvalgsformand Karina Lorentzen fra SF.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik